Billejuice

31. Beetlejuice af Tim Burton:
Plakaten er lavet af
Daniel Norris.

Det unge ægtepar Adam (Alec Baldwin) og Barbara Maitland (Geena Davis), lever et fredeligt liv en lille by, indtil de en dag omkommer i en trafikulykke. De to må nu leve som spøgelser og se deres drømmehus blive overtaget af ægteparret Deetz og deres datter Lydia (Winona Ryder), som er den eneste af de levende i huset, der kan se Adam og Barbara.

For snart mange år siden, havde filmz.dk et tema omkring Tim Burton. Her blev en hel række af hans film anmeldt, og det igangsatte min interesse i manden. Der skulle dog gå mange år før jeg nåede frem til denne, en af hans allerførste spillefilm. Da jeg først havde fornøjelse af at se denne film, overraskede den mig meget. Da jeg på mange måder har fået Burtons film ind i meget tilfældig rækkefølge, og formentlig så mange af hans nyere film først, var det en fornøjelse at se hvor fantasifuld denne instruktør var, lige fra begyndelsen. På mange måder var han i virkeligheden mere opfindsom på dette tidspunkt, og er senere blevet en smule repetitiv, selvom han stadig leverer gode film fra tid til anden.

Denne film er en af Burtons mest letbenede - en relativt lettilgængelig komedie, men med et unikt univers som baggrund. For hvad der mest af alt bliver ved at trække mig tilbage til denne film er universet. Ikke alene det unikt udformede dødsrige, men i særdeleshed også den særprægede lille by, der vækker minder om den lille by i "Edward Scissorhands". Der er masser af charme ved denne lille by, med barberen der sidder udenfor sin butik og fortæller historie om en langhåret mand, der "kun ville trimmes." Jeg må imidlertid vende tilbage til dødsriget, for også her er der nogle særegne karakterer, som i al deres unikke særhed, er udtryk for en fantastisk mørk humor, som hele denne film besidder. Hvilket fører videre til en anden væsentlig personlighed, Beetlegeuse spillet af Michael Keaton. Denne karakter bæres igennem af Keaton. Han er en mørk personlighed, som publikum frygter en lille smule, selvom han også er morsom.

Ægteparret i centrum, de to Maitlands er meget vigtige karakterer, fordi vi skal sympatisere med dem, således at vi kan følge med dem ind i filmens til tider mørke univers. Skabelsen af denne sympati er da også så eftertrykkelig, at grunden til at de dør, er at de ikke vil ramme en lille hund. Det kan næsten ikke blive mere sympatisk, og man fornemmer at den lidt overdrevne godhed de to mennesker besidder er med et vist glimt i øjet. Heldigvis er de to skuespillere Alec Baldwin og Geena Davis gode til at etablere kemien mellem karaktererne, og man kommer oprigtigt til at holde af parret. Særligt Davis er meget overbevisende i sin tvivlende tilgang til det faktum at de to er døde. Ydermere er den kærlighed hun udvikler for Lydia meget fint kommunikeret, såvel af selve filmen, som af Davis. Faktisk er dette aspekt et af filmens mest hjertevarme elementer.

Det andet ægtepar der er væsentligt i filmen er Delia og Charles Deetz, spillet af henholdsvis Catherine O'Hara og en af Burtons hofleverandører på skuespilfronten: Jeffrey Jones. De to er langt hen ad vejen nogle fjollede karakterer, der bevidst er meget overgjorte. Det gør sig særligt gældende for O'Haras karakter, som det ikke tager mange sekunder at genkende, som værende en hysterisk tosse af et kvindfolk. Jones' Charles Deetz er noget mere sympatisk, selvom han ikke har meget rygrad, er hans kamp med konen for blot at få lov at slappe af, oven på et nervesammenbrud, meget underholdende. Der er også nogle fine komiske øjeblikke med de to undervejs i filmen, efterhånden som de to spøgelser forsøger at skræmme dem ud af huset. De der har set filmen, vil nikke genkendende til den fremragende dansescene, hvor blandingen af fornøjelse og forvirrede blikke, er fornøjelige! 

Der er meget at sige om Tim Burton som instruktør. For mig er det ikke helt så sort/hvidt, som jeg fornemmer det er for nogle andre. Jeg mener ikke at manden konsekvent laver dårlige film efter vi er trådt ind i det nye årtusinde, men jeg er enig i at film som "Alice in Wonderland" viser en smule kreativ træthed hos manden. Ikke desto mindre ligger den, i mine øjne, fremragende "Sweeney Todd: The Demon Barber of Fleet Street" ikke mange år tilbage i tiden, og den, samt tidligere anmeldte "Big Fish" er eksempler på at Burton stadig er en dygtig instruktør, særligt når han prøver noget nyt. Måske er det i al sin simpelhed hvad han har brug for, at prøve noget, der ikke ligger alt for meget til højrebenet. "Beetle Juice" er en af mandens bedste film. Grunden til dette er at den er letbenet, men også har masser af hjertevarme. Tilsat er også et momentvist mørke, som samtidig bevarer en unik kant. Filmen formår, med andre ord, at balancere Burtons fascination af mørke og død, med herlig og fantasifuld humor.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar