Lukkede Åbne Øjne

Eyes Wide Shut af Stanley Kubrick:
Dr. William Harford (Tom Cruise), også kaldet Bill, er gift med den smukke Alice (Nicole Kidman). Han bliver ved en tilfældighed blandet ind i noget, der går langt ud over hvad han kan overskue. Doktoren rodes ud i en verden af hemmeligheder, efter hans kone indrømmer at have været tæt på at være ham utro.

Nicole Kidman er blandt mine favoritskuespillerinder. Derfor er det faktisk overraskende, hvor få film hun vil være at finde i på denne liste. Det går, i skrivende stund, op for mig at Kidman er dygtig i stort set alt hun medvirker i, men at filmene ofte er middelmådige. “Eyes Wide Shut” er en af de film hvor hendes talent, præsenteres i de helt rigtige rammer. Hendes, såvel som Cruises, præstation er personlig, selvudleverende og noget nær perfekt. At hendes karakter fremstår så helstøbt, er et fint eksempel på resten af filmens styrke. Ligesom karakteren Alice, er denne film så eminent sammensat, at man nærmest fornemmer instruktør Stanley Kubricks perfektionisme i hvert eneste billede i filmen. Intet er overladt til tilfældighederne. Ikke alene er skuespillet absolut fremragende, men også teknisk er filmen meget skarpt sammensat. Der er et langsomt tempo igennem hele filmen. Flere gange holder filmen igen med at klippe, og det er tydeligt at Kubrick også her har været bevidst omkring sin brug af virkemidler. Det langsomme tempo og de, til tider, lange takes bliver i sig selv en stil, og medvirker til at skabe en nagende fornemmelse af at noget er galt.

Filmen er baseret på Arthur Schnitzlers “Traumnovelle”, og omsat til manuskript af Kubrick selv og Frederic Raphael. Manuskriptet, og særligt replikkerne, er stramt og fermt formuleret. Ofte skabes der en fornemmelse af at der ligger mere i ordene end deres umiddelbare betydning. Dette skyldes naturligvis i høj grad skuespillernes præstation, men det er utvivlsomt at også det stærke forlæg de spiller ud fra, et meget bevidst udformet. Sådan har det altid været med Kubrick. Hans hånd er ikke alene sikker, men ofte også fyldt med underliggende motiver og tykke lag af symbolik. Samtidig er hans film også meget tilgængelige, fordi symbolikken ikke komme i vejen for filmens umiddelbare historie. Provokation har Kubrick heller aldrig frygtet, og med denne films brug af nøgenhed var det i hvert fald garanteret at censurmyndighederne blev provokeret tilstrækkeligt til at tvinge Kubrick til at skære ned hvis han ville have en bred udgivelse. Nøgenheden i filmen er imidlertid nødvendig. Ved filmens begyndelse bruges nøgenheden til at vise intimiteten imellem ægteparret Harford. Senere udnyttes den til at skabe den mystik og det vulgære, hemmelighedsfulde, men også erotiske univers filmen langsomt glider over i. Hele vejen igennem er denne film fyldt med sex. Til tider helt konkret, og til tider mere i henvisninger. I filmens indledning tilbydes Alice sex, og senere får Bill gentagne gange tilbudt sex fra forskellige sider. Der er med andre ord fristelser til alle sider for den gode doktor (og hans kone).

Der er et billede i denne film, der bedre end noget andet kan forklarer hele filmens tema, og i høj grad også bagmandens genialitet. Bill kommer hjem, det er meget sent, og finder Alice sovende i parrets seng. Snart begynder hun at grine hysterisk. Bill vækker Alice, som forskrækket sætter sig op. Hun begynder at fortælle om sin drøm. Om hvordan hun deri havde sex med massevis af mænd. Imens hun fortæller om drømmen holder hun om Bill. Efter noget tid giver hun dog slip, og vi når frem til det billede, som er så centralt for filmen. For da de tos omfavnelse ophører, sætter de sig til at stirre på hinanden. I deres stirren er de ikke placeret lige overfor hinanden, men en smule adskilt. De er nær hinanden, men også meget langt fra hinanden, og det er en vigtig overordnet pointe for hele filmen.

Ægteskabet er det centrale tema i filmen. Det er tydeligst i starten af filmen, men selv senere, da filmen begynder at bevæge sig over den mere mystiske og nærmest thrilleragtige del af sin fortælling, er det, i denne tilskuers tolkning, først og fremmest symbolsk for de ekstreme emotionelle dybder, og det bedrag der kan være tilstede imellem to mennesker, som er hinanden så nær, som et ægtepar er det. Det er en anden lille genistreg, at denne ekstreme dybde stilles op imod den trivielle hverdag. Gentagne gange filmen igennem, er familielivet, i form af parrets barn, noget ægteparret må holde deres følelser tilbage, for at beskytte. Paradokset imellem det praktiske i et ægteskab, og det lidenskabelige, er hvad denne film undersøger, og det understreges på mesterlig vis i filmens afsluttende sekvens, som jeg naturligvis ikke skal røbe hvad består i.

Jeg kan ikke lade være at sidde med en fornemmelse af at der er meget i denne film, som endnu er uafdækket for mig. At den med sin mørke symbolik, stadig holder mere skjult bag sin, til tider triste, og til tider blot særprægede, maske. Sådan som jeg ser på det, er det en god ting at en film har noget nyt at byde på ved hvert gennemsyn, og det er netop hvad denne film har. Dette gør sig i øvrigt også gældende for mange af Kubricks andre film, men mere om det senere.