Aldrigland

Det vil, for folk der har kigget resten af denne liste igennem, måske være tydeligt at jeg kan være et ganske sentimentalt menneske. Det vil ydermere være tydeligt at fantasi er noget jeg ser som værende meget vigtigt. Af samme grund har jeg altid interesseret mig meget for Danmarks formentlig mest hadede forfatter H. C. Andersen. Nu hæfter du dig måske ved at jeg skriver hadede, men det er for mig at se den retning tingene går i. Vi er blevet så stopfodret med 4 - 5 forskellige HCA eventyr at mange efterhånden er dødtrætte af manden. Han er blevet en del af den kedelige form for danskhed der består i at bælle øl og se fodbold (ikke at der som sådan er noget galt i disse ting, men som symbol for et helt lands kultur?) Heldigvis er dette blot en overflade, og mandens forfatterskab griber langt dybere end "Den grimme ælling". Hvorfor nu hive frem i denne herre? Det skal jeg forklare: Der er endnu ikke skabt en rigtig god HCA film. Der findes ganske vist den til dels oversete Humle Hammerich film "Unge Andersen", som er ret vellavet - omend ikke ufejlbarlig i sin rammefortælling. Det er dog som om at den ene film ikke rigtig dækker hvad HCA for mig handler om, og således henledes mine tanker en smule på ham når jeg ser denne film. Ikke fordi hans eventyr kun var til børn, men fordi fantasien spiller så stor en rolle for både HCA og J. M. Barrie.

Finding Neverland af Marc Foster:

Aldrigland er bare en plat oversættelse jeg
fandt på for spas.

Kynisme og fantasi er ikke to størrelser der passer sammen. I "Finding Neverland" udforskes forskellen på
at være realist og idealist. Samtidig udforskes også temaet om at vokse op, og særligt udfordres og granskes vores fantasi. J. M. Barrie, forfatteren bag "Peter Pan" er hovedpersonen i denne film, og portrætteres af Johnny Depp. Da forfatteren møder en lille familie, finder han hurtigt at denne er langt mere på linje med hans egen tankegang, end hans egen aristokratiske kone er det. Det varer dog ikke længe inden forfatterens forhold til familien mistænkeliggøres, og Barrie må reagerer på denne mistænkeliggørelse, og alvorligere dilemmaer.

Ser man bort fra glemte danske helte og vender blikket tilbage på filmen, er der mange der i øjeblikket savner en Johnny Depp rolle der er helt fri for Jack Sparrow og make-up. Med andre ord en præstation som den Depp leverer i denne film. Det er først ved dette, mit femte eller sjette gensyn med filmen, at jeg bemærker hvor lidt Barrie egentlig taler i denne film. Ganske vidst er der fantasisekvenserne, som vi vender tilbage til, hvori der råbes og tales en del, men i den "virkelige verden" taler Barrie ikke meget. Han observerer. Det er interessant at se filmen med denne brille på, da "Peter Pan" i sidste ende trækker på mange af de oplevelser vi ser forfatteren have med den lille familie. Det er dog ikke kun Depp der spiller strålende i denne film, men også Kate Winslet er stærkt overbevisende i rollen som den udkørte moder til 4. Det er en fornøjelse at betragte Winslets skuespil i filmen, og selvom det ikke er første gang hun leverer en stærk kvinde, er det måske første gang hun leverer en stærk kvinde med så meget sårbarhed liggende lige under overfladen. Den unge Freddie Highmore skal også nævnes, ja faktisk hele det unge cast. Det er dog særligt Highmore, som får plads i filmen som Peter, og som virkelig formår at vise et skuespiltalent af format. Se blot hans øjne da han river siderne ud af sin læderindbundne notesbog. Trodsighed, vrede og frygt lyser ud af den lille dreng.

Stilistisk er det særligt mikset af drømmesekvenser, og virkelighed der løfter denne film. Drømmesekvenserne benyttes både til symbolske formål - eksempelvis når Barrie og konens adskillelse skal vises - men også til at hinte til "Peter Pan" stykket, og at vise seeren Barries fantasi i al dens vidunderlige mystik. Roberto Schaefers arbejde som fotograf går ikke ubemærket hen. Filmen er fyldt med både vidunderligt smukke, og stærkt underspillede billeder. Stærkt underbygget af Jan A. P. Kaczmareks længselfulde soundtrack er billedsiden idérig, og altid interessant. Med hjælp fra effekter fra tid til anden. Det er dog herligt at se hvor mange af disse effekter der er bevidst overdrevne og parodierende. Personligt kan jeg ikke lade være med at lade mig rive med af de små mini-universer filmen lynhurtigt skaber, for snart at pille dem fra hinanden igen. I det store billede kommer dette til at virke som rigtige dagdrømme, fordi universerne er så kortvarigt eksisterende i filmen.

Det er muligt at det er min sentimentalitet der får mig til at elske denne film. Dog er jeg sikker på at få andre film jeg har set har så bred appeal på trods af så store tematikker. Livet, døden og fantasien er ikke små størrelser at tage fat i, og filmen formår at favne dem alle. Ikke alene det, men den formår oven i dette også at få skabt et interessant persongalleri, som alle får mulighed for at blive tegnet som værende hele personligheder. Særligt Julie Christies karakter kunne nemt være blevet en stærkt fortegnet karakter, som aldrig ville have været andet end en publikum kunne hade, men både hun og Radha Mitchells karakter Mary Barrie, når at blive langt mere end blot symboler på kyniske realister. Filmen er et rørende portræt af manden der var Peter Pan, men i særdeleshed også en fortælling om hvad det vil sige at vokse op. Balancen imellem aldrig at ville vokse op, og samtidig være tvunget til at tage tunge ansvar på sine skuldre, er en modig kompleksitet "Finding Neverland" besidder. For selvom Barrie måske aldrig bliver voksen, og for altid bevarer sin fantasi, fralægger han sig heller aldrig sit ansvar. Dette er en misundelsesværdig kvalitet hos et menneske, men samtidig også en inspirerende en af slagsen.