Rød Mølle

Det er ironisk at vi lever i en tid hvor alting skal hives ned på så praktisk et niveau så muligt, når vi samtidig i højere og højere grad kaster omkring os med både kram og overfladiske kærlighedserklæringer. Kærlighedserklæringer er måske så meget sagt, men har man en facebook konto eller lignende, kender man formentlig også den type beskeder der er så overfyldt med superlativer at man næsten får det dårligt af at læse dem. På den anden side er der så den tidligere omtalte lav praktiske måde at tænke på. Den giver sig blandt andet udtryk i at kærlighed nu tilsyneladende ikke må bevæge sig frit over den danske grænse længere. Men hvad har alt dette at gøre med film? Jo nogen gange er det fantastisk i det jordbundne land vi lever i, at lade sig løfte af den højtflyvende og dramatiske nærmest Shakespearske kærlighed. 

Moulin Rouge af Baz Luhrmann:

"Moulin Rouge" er en musical og handler om Christian (Ewan McGregor) der er en ung mand, som forelsker sig i danserinden Satine (Nicole Kidman). De tos kærlighed har dog svært ved at få lov til for alvor at blomstre, da den onde Duke (Richard Roxburgh) ikke bare længes efter, men også forlanger at Satine skal være hans. Christian, som er forfatter på det stykke der skal sættes op på Moulin Rouge og som The Duke betaler for, skriver derfor Satine og hans kærlighed ind i stykket, og vifter med andre ord deres forhold lige foran næsen på The Duke, som ikke fatter mistanke. Dog kan han ikke narres i al evighed, og Christian må ikke bare lærer kærlighed, men også jalousi at kende.

Musicals er noget der ofte splitter folk. Enten kan man se charmen og skønheden i denne form for film og teater, eller også anser man det for at være pjattet og urealistisk. Det vil næppe komme som nogen overraskelse at jeg tilhører den kategori der absolut elsker en god musical. Når det kommer til "Moulin Rouge" har jeg dog en fornemmelse af at mange ikke-musical mennesker lader sig tiltrække af Baz Luhrmanns karismatiske og smukke vision. For Luhrmann formår med denne film at skabe et univers der er så tilpas abstrakt i sit udseende, at selv folk som afskyer musicals for nogens vedkommende kan godtage at man i dette univers har musiknumrene inkorporeret.

Selve kærlighedshistorien, som er det absolutte centrum og hjerte af denne fortælling, er på trods af at være sammensat af en hel del klicheer (som i mine øjne er benyttet bevidst), fantastisk vellykket. Ewan McGregors rejse lader os langsomt ind i såvel det egentlige Moulin Rouge, som i selve filmens univers og billedlige stil. På mange måder kan man sammenligne historiens måde at være sammensat på, med de numre der er i filmen, de fleste er "stjålne", men de får her deres eget unikke udtryk, og så er der naturligvis tilsat enkelte originale numre. Det samme gælder for historien, der er mange klicheer, og kærlighedshistorier er formentlig dem vi har hørt allerflest af, men denne film tilføjer det et ekstra niveau, ved at gøre det så højtravende, og så smukt at jeg i hvert fald ikke kan andet end at blive reddet med. Jeg husker tydeligt den første gang jeg så denne film, og det der glæder mig er at det ved mit nylige gensyn var de samme steder da gav mig kuldegysninger, og det var særligt de samme toner der for mig ramte emotionelt plet.

Ewan McGregor og Nicole Kidman synger nemlig fremragende, og det er der uden tvivl blevet talt meget om. Derudover spiller de også stærkt. Kidman går fra legesyg til død alvorlig på et kort øjeblik, og formår sammen med Jim Broadbent, som spiller Harold Zidler, hele tiden at bibeholde den seriøse holdning om at "the show must go on" nedenunder alt hvad hun siger og gør. Derudover ser hun fantastisk ud igennem hele filmen, og man tvivler aldrig på hvorfor de to mænd kæmper om hende. McGregor er ikke bare fremragende i sig selv, men bakkes op af særligt John Leguizamo (som spiller Toulouse-Lautrec). Det er overordnet set karaktererne i dette univers der tilføjer den storladne historie noget nyt. Det og det uovertrufne sammenspil imellem McGregor og Kidman er hvad der giver denne film dens hjertelighed og dens ægthed.

Donald McAlpines billeder er smukke. Han får gang på gang seeren til  at gispe efter vejret, og forstærker de følelser filmens sange skaber. I samarbejde med klipper Jill Bilcock formås det at skabe en balance mellem det intense og det romantiske. Nogle gange kombineres de to endda. Jeg må dog sige, i forbindelse med klipningen, at den del af filmen der indeholder bl.a. en fortolkning af Nirvanas "Smells like teen spirit", er filmens absolut største minus. Det er naturligvis ikke alene den her lidt rodede klipning, men også musikken der fejler, og jeg priser mig lykkelig for at en af filmens bedste scener (hvor McGregor fremfører Elton Johns "Your Song") er placeret kort efter denne passage i filmen, for det var hvad der holdt min interesse første gang jeg så filmen.

Verden kan være et frygtelig virkeligt sted at være. Derfor har vi alle sammen brug for kærligheden, og vi har brug for nogen gange bare at være ulogiske, upraktiske og forelskede. Alt formår denne film at vise og det endda med en af de smukkest sammensatte billedsider i en moderne musicalfilm.