Undergang

Den udgave jeg her anmelder, er den
forlængede udgave, som er skabt til tv,
og derfor løber over 2 episoder, hver på
halvanden time.

Der Untergang af Oliver Hirschbiegel:
Når det kommer til film, er jeg ofte tilbøjelig til at foretrække det stiliserede. Realisme kan i høj grad være en fordel, men ikke hvis det er en realisme der blot er der for at være der. I "Der Untergang" er realismen nødvendig. I disse år forsvinder de sidste af de der har oplevet krigen på nært hold, og i en alder hvor de har kunnet forstå omfanget af disse ubehageligheder. De generationer, som var nærmest krigen vil formentlig fortsat huske den, men det er ikke en selvfølge at fremtidige generationer automatisk vil huske den. I dette tilfælde vil der naturligvis være historiebøgerne, men de kan ikke nødvendigvis besvarer spørgsmålet som uundgåeligt må komme ovenpå at lærer denne mørke del af vores verdenshistorie at kende: Hvorfor? Hvorfor fulgte det tyske folk Hitler? "Der Untergang" forsøger ikke at give os det fulde svar på dette spørgsmål, men giver en psykologisk og stærk afbildning af krigens bagmænd, og deres idealistiske besættelse. Herigennem gives måske også dele af svaret på hvorfor så mange valgte at følge Hitler. Sjældent har en krigsfilm i den grad vist tingene fra en tysk side og samtidig været af så helstøbt en kvalitet som denne. Såvel Hitler som de øvrige karakterer udfoldes i denne film til nuanceret i al deres ekstremitet. 

Plottet er relativt simpelt. I de sidste dage før Berlins fald følger vi livet i førerbunkeren. Des nærmere russerne når Berlins midte, des mere stiger den intenst klaustrofobiske fornemmelse af at være omsluttet. Traudl Junge er Hitlers sekretær, og oplever igennem naive øjne krigens afsluttende dages forræderi og desperation.

Det er sin kunst at skabe et billede af en hadet person som Adolf Hitler, som ikke er ensidigt og forsimplet. At forsøge at vise hans mindre ubehagelige sider er en opgave denne film tager sig på. Den viser med udgangspunkt i den let naive Traudl Junge hvorledes den tiltagende klaustrofobi i førerbunkeren medfører at mange desertere til Hitlers store vrede. Den realisme jeg tidligere omtalte er gjort klar fra indledningen af filmen. Hvor et interview med virkelighedens Traudl Junge giver et kort indblik i hvad det er vi skal til at se. Alexandra Maria Lara portrætterer på fremragende vis filmens udgave af Traudl Junge. Hun giver karakteren en ungdom og en naivitet, som ikke tager overhånd, men alligevel giver publikum mulighed for at have en karakter at sympatisere med i en film fyldt med fanatiske nazister. Selv disse nazister males dog grundigt, og aldrig ensidigt. De der er fanatiske er det ikke blot på hjernevasket, men tvivler også på deres handlinger, og mærkes af dem. Alle har de deres egne grunde. Fra loyalitet til magtliderlighed.

Bruno Ganz formår at skabe en overordentligt helstøbt portrættering af en af de mest hadede mennesker i verdenshistorien. Ganz selv var oprindeligt svært overrasket over at blive tilbudt rollen, og havde svært ved at forestille sig den spillet, uden at det ville blive en parodi. Det bliver det bestemt ikke. Igennem det velskrevne manuskript, og Ganz spil lærer vi den kyniske og kolde såvel som den mere varme og ligefrem kærlige Hitler at kende. Der undskyldes på ingen måder for hans handlinger, og lyset han sættes i er bestemt ikke charmerende, men ikke desto mindre, er han ikke malet, som entydigt værende ond. Få andre kan tilskrives så mange forspildte menneskeliv, som Adolf Hitler, men selv han må have kunnet elske, frygte og hade. Det er det denne film viser, og det er igennem Ganz kraftpræstation at dette realiseres. Det er ikke nok at han ligner manden, han tilføjer også en dybde til ham, som ingen andre film, jeg har set, kan leve op til. Faktisk har film med mere sort/hvide portrætteringer af manden lidt et lille slag i kølvandet på Ganz præstation. Det ville være forkert at sige at det var en fornøjelse at betragte præstationen, men det er under alle omstændigheder intenst hver eneste gang filmen ses.

På trods af filmens realisme tager den også visse mere filmiske virkemidler i brug, heldigvis. Instruktør Oliver Hirschbiegel formår at få skabt en mange facetteret film, som ikke bare imponerer med sin autentiske fornemmelse, men også som filmisk værk. Teknisk er den fremragende sat sammen, og auditivt skabes der en stærk fornemmelse af den klaustrofobi der må have været i bunkeren. Hvis man nogensinde har gået i en bunker er det ikke svært at forestille sig hvordan det må have været at være til stede. God hjælp til stemningen giver også Rainer Klausmanns arbejde bag kameraet, som er fremragende. Ikke alene giver det kornede look filmen en råhed, men den tilføjer også en tidsmæssig fornemmelse til den. Jeg er nødt til at adressere at den udgave af filmen jeg her anmelder er den udvidede. Denne udgave er skabt til tv, og derfor opdelt i 2 halvanden time lange dele. Jeg har set den oprindelige udgave flere gange, og synes denne lange udgave er en god tilføjelse til den oprindelige. Tempo og intensitet bibeholdes i mine øjne, og ydermere tilføjes der meget til de mange sidehistorier. De civile tab gives også mere vægt, og alt i alt finder jeg at de over 20 minutter af ekstra scener giver filmen meget som helhed.

Jeg hørte for nylig en anmeldelse af Uwe Bolls "Auschwitz". I denne film taler Boll om at ungdommen i stigende grad ikke kender til uhyrlighederne der skete under anden verdenskrig. Det forekommer mig usandsynligt at man skulle kunne undgå at lærer om denne del af vores verdenshistorie. Ikke alene blev jeg stopfodret med denne viden op igennem folkeskolen, men også mange fantastiske film omhandler perioden. Ifølge anmelder Brad Jones var Uwe Bolls film efter indledningen med Boll selv, der udspurgte nogle unge mennesker omkring anden verdenskrig, en uendelig række af aflivninger. Det er tilsyneladende Bolls måde at sige glem det aldrig. Det gør denne film på sin helt egen måde også. Den fortæller os bare samtidig noget andet, og vigtigt. Det kunne være dig. Disse fanatikere er ikke tossede monstre, som hensynsløst slagter uden vid. Hitler var et intelligent monster. Der slagtede massevis af mennesker, helt overlagt. Det der nu er kunsten er at det ikke sker igen, og at vi husker det, er vigtigt af lige netop den grund.