Sort Svane

Black Swan af Darren Aronofsky:
Historien om ballerinaen Nina er om forholdet imellem en moder og en datter, og hvordan det i dette tilfælde har udviklet sig i en helt forkert retning. Det er også historien om en tilbageholdende kvinde, der sidder fast i barndommens naive og sort/hvide perception af virkeligheden. Sidst men ikke mindst er det også en historie om en kunstner der forenes med sin kunst, og forsvinder ud i den.

Filmens indledning indkapsler i virkeligheden lynhurtigt hvad det er der er med denne film. Magisk poesi i mørke omgivelser, er hvad der kommunikeres gennem lærredet de første 2 minutter af filmens spilletid. Nina er på centrum af scenen i et ensomt spotlight, og imod hende kommer en mand klædt i en sort fugledragt. På mange måder indkapsler dette scenarie både filmens efterfølgende handling og symbolik. Nina vågner op fra, hvad vi snart lærer var, en drøm. Herefter indbydes vi langsomt til hendes univers, som dybest set består af ballet og søvn. Natalie Portmans præstation prises allerede nu til skyerne fra mange sider, og jeg skal da ikke nægte at jeg også er en stor tilhænger af denne præstation. Hun er ikke bare uskyldig i kraft af sine handlinger, men hele hendes personlighed og udstråling er fyldt med usikkerhed og uskyldighed (lyt eksempelvis til hendes stemme i filmens indledning). Så overvældende er Portmans præstation at alle fortidens semi-succeser hurtigt blæses bort, og tilbage står den rå talentmasse, som jeg personligt ikke tidligere har set i hende, og det er i kraft af denne film at hun endelig vil finde sin plads i filmhistorien.

Forholdet til moderen er en af de ting visse anmeldere ikke har synes om, da det ganske rigtigt er en problemstilling der er set før. Dog er Barbara Hersheys samspil med Portman grund nok til at vi kommer et lag dybere ned, end andre film har gjort det. Gang på gang er Hersheys tilstedeværelse overvældende, og især scenen hvori hun kommer ud fra stuens mørke, da Nina kommer sent hjem, viser hun en styrke og mørk tilstedeværelse som er imponerende. Stærk som hun kan være, er hun dog også svag, og det er denne type lag og tyngde alle hovedkaraktererne i denne film besidder. Både manuskriptforfatterne, såvel som Aronofsky og de respektive skuespillere må have æren for dette.

Modsat moderen, som prædiker dydighed og selvkontrol er Lily. Mila Kunis bryder fri af sit-com rollen som den overfladiske Jackie Burkhart og leverer i "Black Swan" en sexet forføreske, som undertegnede sent vil glemme. Grunden til at Lily bliver så central en karakter er, at Nina flere gange ser hende som et slags syne. De to er helt åbenlyst modsætninger. Nina ser en side af sig selv i Lily, som hun vil finde ind til. Skubbet af instruktør Thomas Leroy finder Nina pludselig et rebelsk had i sig selv, og det er naturligvis rettet imod moderen. Pludselig kan udviklingen fra det barn hun aldrig er groet ud af ikke gå hurtigt nok. Det er nærmest som om hun ikke længere kan være i sin egen krop. Vincent Cassels levering er atter en af de der 3 dimensionelle karaktertyper, der virker så virkelighedstro. For istedet for blot at gå efter den arketypiske vrede og intense teaterinstruktør, ser vi også at da Thomas har plantet sine tankefrø i Ninas hjerne, når han har provokeret hende ind i denne udvikling, vender han også sit fokus tilbage på forestillingen. Han bliver ikke ved med at hænge over Nina, men bliver rent faktisk overrasket over det mørke han har vækket i hende, kun delvist bevidst.

Stilistisk er filmen meget rå i sin tone, og tager den ligeledes rå tone fra "The Wrestler" og gøre den mere traditionelt filmisk. Hvor stilen i "The Wrestler" fik alt til at virke mere realistisk og jordnært, er dette kun delvist tilfældet i "Black Swan." De af og til meget synlige klip til at give en hektisk stemning og en form for højnet virkelighed, som fra tid til anden, og i det meste af filmens begyndelse, præsenterer os for en nærmest dokumentarisk realisme, for derefter langsomt at bevæge sig over i et mere stiliseret og filmisk udtryk. Da filmen senere udvikler sig i en mere dyster retning, er det fantastisk at se Aronofsky bruge de synlige klip til sin fordel. Suspense får en større rolle imod filmens slutning, og det er her at særligt lydsiden og klipningen viser sine forcer.

Med alt det sagt er der en central ting jeg endnu ikke har berørt. Denne film ejede mig som tilskuer. Ikke siden "Antichrist" har jeg i den grad været opslugt af en film, og i den grad ladet mig forføre. Filmen gav en fornemmelse af at være der lige ved siden af karaktererne, og jeg fulgte hver en bevægelse, hvert et ord genklang for mit indre øre, og den sidste replik sidder stadig i mig, nu dage efter jeg for anden gang oplevede filmen. Filmen er både smuk og grim, både stærk og sårbar. Et mørkt mesterværk.