Rumvæsnernes niende plan

Ed Wood af Tim Burton:
Filmen er baseret på virkelige hændelser,
men tager sig også mange friheder.
Ed Wood er en håbefuld ung instruktør, som drømmer om en dag at kunne følge i Orson Welles fodspor og skabe sit mesterværk. Vi følger Wood på vejen imod dette mål, og selvom det måske aldrig lykkedes ham at skabe et mesterværk, så er rejsen, i Tim Burtons version, fantastisk at overvære. Vi introduceres for en hel række særegne karakterer, ikke mindst Bela Lugosi, som bliver Woods ven og kollega.

Jeg kan ligeså godt sige det med det samme: Jeg har aldrig set en Ed Wood film. Grunden til jeg starter her, er fordi jeg ser det som en positiv ting at jeg uden at have set en Wood film, kan nyde den fortælling Burton her byder på. Jeg vil da ikke lægge skjul på at jeg ved mit seneste gensyn dog nød godt af have set ”Dracula” fra ’31 hvori Lugosi spillede den karismatiske hovedrolle. Hvad gav det mig at have set den? Det tilføjer et ekstra lag til Martin Landaus rørende præstation at have set Lugosis storhed i ”Dracula”, som også har en poesi over sig, som denne film også har en hvis bid af. Når man kigger bag de finurlige figurer, og den mere eller mindre virkelige historie, er der nemlig også en poesi at hente i denne film, og en smuk pointe om aldrig at give op.

Ed Wood som han i denne film portrætteres af Johnny Depp, minder mig om en anden ikonisk film karakter, nemlig Jack Skellington fra ”The Nightmare Before Christmas”. De to karakterer har den samme ukuelige entusiasme, som kun sjældent kan undertrykkes af ydre omstændigheder, og når dette sker, er den hurtig til at genopstå. Det er en af grundene til vi kommer til at holde så meget af Ed Wood i denne film. Ikke bare vil han det godt, han prøver virkelig at levere film efter hans hjerte, men samtidig gør han det med en sådan en entusiasme, at vi som publikum ikke kan andet end at håbe på det bedste for ham. Jeg tror Depps portrættering er den vigtigste årsag til at jeg, selv uden at kende Woods arbejde, kan identificere mig med ham. Vi har alle sammen nogle ting vi gerne vil opnå i vores liv, og denne film minder os om at holde fast i at jagte disse ting.

Ironisk nok er der dog også noget regressivt over Woods karakter. De film han ønsker at producere er film han selv elsker. De film han så da han var ung. Det er måske netop derfor at Wood og Lugosis venskab vokser så hurtigt. De føler begge en længsel imod en særlig type film, og der er noget naivt over begge karaktererne. For som Dolores Fuller (Sarah Jessica Parker) flere gange peger ud, omgiver Wood sig med folk der er som ham selv, udskud af den ene eller anden slags. Mennesker som er anderledes. Fuller kan ikke acceptere dette fordi hun søger imod en sammensmeltning med sin tid. Hun søger fremad, hvor Wood konstant søger tilbage. Tilbage imod Lugosi, imod Welles, imod sin barndom.

Filmen er i sort/hvid hvilket skaber en stemning der er ulig nogen anden Burton film. Det giver også mulighed for at skabe nogle fantastiske billeder, hvilke der vitterligt er proppet med i denne film. En speciel scene slår mig dog som særlig effektiv: Da Wood kører med Kathy O’Hara (Patricia Arquette) i et spøgelseshus som pludselig går i stå. Der bliver mørkt et øjeblik, og ganske stille. Lyset kommer langsomt tilbage på de to karakterer, og Wood bekender sig til O’Hara. Det er et ganske simpelt øjeblik, men da O’Hara til sidst siger: ”Okay” er der en poesi i stilheden, i måden hun siger ordet på og det forsigtige lys der skinner på de to. Det er øjeblikke som disse der gør film så fantastiske, og at der skulle være et sådant øjeblik i en film om verdens ringeste instruktør, er både ironisk og smukt. 'Ed Wood' er en af Tim Burtons mest modige og flotte filmværker.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar