Wall-E

Wall-E af Andrew Stanton:

Historien om robotten Wall-E er sjovt nok en hvori menneskelighed sættes i centrum. Robotten Wall-E er blevet efterladt på jorden for at rydde op efter menneskene. Han er den sidste af mange af hans type robotter, og et af de allersidste levende væsner på jorden. Han er meget ensom. En dag kommer robotten Eve dog til jorden, og herfra sendes Wall-E ud på et eventyr, som har meget at fortælle menneskeheden om sig selv. Pixar har gang på gang bevist at de ikke bare evner at lave nærværende fortællinger, men også tør have en hvis kant i deres fortællinger. ”Wall-E” er bestemt ingen undtagelse.

Filmens åbning er meget definerende for hele filmens stil og budskab. Selvom vi er i et futuristisk univers, spilles der nemlig blød jazz musik, som er mere nostalgisk end det er futuristisk. Allerede her introduceres vi for det sammenstød mellem romantisk nostalgi og futurisme, vi konstant vil blive mødt med også i resten af filmen. Vi introduceres endvidere for jorden i dens noget forandrede stadie. Der er stadig skyskrabere, men størstedelen af dem er skabt af det affald Wall-E har samlet, og placeret i høje bunker. Der er stadig åer, men de består af et sort olieagtigt materiale. Der er stadig dyreliv, men det består af en enkelt karkelak. Som man måske kan fornemme er alt ikke ved det gamle, og menneskene har da heller ikke boet på jorden de seneste 700 år eller så. De har til gengæld boet i rummet, isoleret i et rumskib, der gør alt for dem. De behøver ikke at gå, spise eller gøre sig selv rene. Derfor er menneskene efterhånden blevet så fede at de minder mere om hjælpeløse hvaler på land end noget andet. De er i de seneste 700 år blevet bombet med reklamer, bogstaveligt talt fra de var børn.

Det er ikke ubevidst at Pixars Wall-E, der kan anses som værende repræsentant for flere af Pixars film, ligger placeret højere på listen end Pinocchio, som har tilsvarende formål for Disney. Det er nemlig i de seneste år blevet Pixar der har taget teten når det handler om at lave film der er øjeblikkelige klassikere, og har den magi som disney plejede at være så fremragende til at skabe. Derudover har Pixar, som tidligere nævnt, også en fantastisk evne til at skabe nogle kanter på deres film. Wall-E er f.eks. et tydeligt opråb til menneskeheden om at passe på vores jord, og ikke bare lade os rive med af fremtiden. Samtidig siger filmen dog også at fremtidig teknologi, og de gamle dyder godt kan kombineres. Og når man når helt ind til kernen af filmen, handler den basalt set om at have sit hjerte med sig i det man gør. Det er slående at Wall-E ender med at være den der må redde menneskeheden fra sin selvskabte evighedssøvn.

Et andet modigt træk fra Pixars side er den sparsomme dialog i denne film. Det er utroligt hvor lidt dialog der er, og hvor meget der derfor må kommunikeres på andre måder. Noget Disney også plejede at excellere i. Nu er jeg godt klar over at det selvfølgelig hedder Disney Pixar, men jeg mener at min pointe forbliver uændret, for det Disney har produceret i de seneste mange år har, for størstedelens vedkommende været halvhjertet at best. Den sparsomme dialog er noget Pixar har bragt med sig videre, og ser man filmen ”Up” er der ligeledes ganske lidt dialog i de første 5-10 minutter af filmen, som samtidig er noget af det mest rørende der nogensinde er blevet produceret på film.

Der er ingen ende på de rosende ord der er at sige om denne film, og det er endda før jeg overhovedet nævner den tekniske side, hvilket dog også er nødvendigt. Der er nemlig ikke bare massevis af smuk animation i denne film, men lydeffekterne heri er også eminente. Robotternes stemmer er i så høj grad med til at skabe deres karakter, og derudover er det generelt imponerende at se hvordan der igennem lyd gives liv til ”Wall-Es” fantastiske univers.

”Wall-E” er på mange måder en stor fuck finger i ansigtet på menneskeheden. Hvis ikke vi holder op med at tage alt det vi har forgivet, og husker at være kritiske overfor pengemændene, som kommer til at fylde mere og mere, ender det galt. Det er vigtigt at understrege at her ikke som i ”Terminator” og ”Matrix” universet advares imod robotter, men imod menneskene som skaber dem. Det er nemlig disse mennesker, som stopfodrer fremtidens befolkning med reklamer, der fuldstændig lammer dem fra deres omverden, og får dem til at glemme hvad det er at se et andet menneske i øjnene når man taler til dem. Hvad det er at dyppe sine egne tæer i swimmingpoolen. Hvad det er at skabe sin egen identitet, og skide på hvad der er ”det nye sort.” På mange måder kan man faktisk sammenligne ”Wall-E” med ”Night of the Living Dead” – forskellen er dog at ”Wall-E” ved at springe frem i tiden viser os at det ikke er for sent at ændre vores tilgang til vores verden. Vi kan stadig nå det.