Teenage Passion

Plakat af Daniel Norris.

The Breakfast Club af John Hughes:
Hvordan genfortæller man plottet i denne film? Filmen handler ikke om at vores karakterer skal nå fra a til b for at redde c, men går nærmere ud på at se nogle forskellige stereotyper for hvad de virkelig er – mennesker. Indviklede, forvirrede og udstrakte arme til resten af verden. Denne film præsenterer for modeprinsessen, rebellen, nørden, sportsgutten og ”hende den mærkelige”. Persontyper som måske nok er hentet fra USA High School miljø, men til dels også kan dække danske forhold. Det er nemlig ikke vigtigt om disse persontyper ser anderledes ud i 2010, og opfører sig anderledes, vi har dem stadig i en eller anden form, og denne film handler om hvordan man kun kan udvikle sig ved at imødekomme det man ikke forstå. Selv de karakterer der tror de forstår hinanden finder ud af at der er mere i dem hver især end de troede.

Det overvældende for mig da jeg så denne film, var at jeg kunne se mennesker jeg kendte i nogle af de her karakterer. Jeg kunne se mig selv der et sted, og jeg kunne se nogle af de røvhuller jeg – fra tid til anden – har brugt mit liv på at hade. Så jeg kunne selv lynhurtigt se hvem jeg ”holdt med” i denne forsamling. Ligeledes kunne jeg i løbet af filmen se hvordan alle karaktererne blev provokeret til at smide deres masker overfor hinanden, og hvordan de alle har deres bagage. For mig kommer denne film ikke bare til at handle om skolebørn, men om mennesker som sådan, og hvordan vi putter hinanden i bokse, og bliver ganske forvirrede hvis disse bokse brydes.

Det relativt lille cast gør alle et dygtigt job, og især Judd Nelson er både provokerende, men heldigvis også så fyldt med humørsvingninger og lag at man aldrig helt gennemskuer hans karakter. Molly Ringwald er i den modsatte ende herlig når hun skubbes til at droppe hendes populærpige facade. Samtidig gør hun også et godt arbejde overfor for Nelson, ved at vise at han er ligeså socialt ekskluderende som hun selv. Ally Sheedy er måske den allermest komplekse af karaktererne, og vi får heller aldrig rigtig afdækket hende, men det er på en positiv måde, påtrods af at hun lider en smule under den lyserøde slutning på filmen. Anthony Michael Hall, som senere skulle komme med i ”Edward Scissorhands”, gør også et overbevisende job. Charlie Sheens bror Emilio Estevez er perfekt i rollen som en jock der bliver kørt hårdt af hans faders forventninger. Sidst, men ikke mindst, er Paul Gleason et herligt humoristisk indslag i form af skolens rektor, og tilsynsførende for de unge. Han kommer også til at blive et billede på noget af det vores unge venner ikke har lyst til at blive, hvilket formentlig er det allermest centrale for filmen, hvad er det for en uskyld der forsvinder i overgangen mellem barn og voksen? Er hele vores persongalleri virkelig tvunget til at vokse op og blive ligesom deres forældre? 


”The Breakfast Club” er en film der bærer tydeligt præg af sin tid, og man er ikke tvivl om at filmen er lavet i 80erne og især slutningen bliver for lyserød. Havde man skåret en smule tilbage i slutningen kunne ”The Breakfast Club” have været en anderledes film, men Hughes ønskede formentlig at skabe en opløftende fornemmelse med slutningen, hvilket da også lykkedes, påtrods af at især Ally Sheedys karakter, som nævnt, lider under det. En positiv effekt ved filmens oprindelsestid, er musikken. Der er en hel række 80er melodier, og flere af dem er overbevisende, og skaber en god stemning. Naturligvis er Simple Minds ”Don’t you (Forget About Me)” umulig ikke at nævne, og den vil for altid skabe mindelser om denne film i min bevidsthed. Hvis man kan se udover den lidt svage slutning er filmens karakterer spændende, dialogen er velskrevet og problemstillingernes diversitet er som taget ud af det virkelige liv.