Film top 60!

Jeg er i gang med at lave min top 60 over film. Egentlig er den beregnet på filmz.dks forum, men jeg tænkte at jeg ligeså godt kunne benytte denne blog til noget fornuftigt, nu når den har stået stille i et stykke tid. Anmeldelserne er af varierende længder, og derfor vil jeg af og til ligge to anmeldelser op, og nogen gange bare en enkelt.

Wes Craven’s New Nightmare:
Wes Craven’s New Nightmare er ikke en helt almindelig gyserfilm, og da jeg først hørte om den troede jeg faktisk filmen skulle fungere som et spoof. Det viste sig dog at det forholdt sig ganske anderledes.

New Nightmare har Heather Lagenkamp fra den originale film i hovedrollen, som sig selv. Dette virker umiddelbart forvirrende, og filmen tager da også en langsom start, men efterhånden som metalaget bl.a. udvides med en cameo fra Wes Craven selv tager filmens handling fart. Robert Englund gør et herligt job, både som sig selv og naturligvis som den notoriske Freddy Krueger.

New Nightmare er måske ikke den mest velfungerende film nogensinde, og bliver måske også lidt visuelt overspillet til slut, men metalaget er med til at holde den i live, og giver den også en humor der er mere intelligent, end den havde været længe i Freddy franchisen, da New Line besluttede sig for at lade Craven lave denne.

Wes Craven er kendt for at skabe nogle gruopvækkende, og fra tid til anden, originale koncepter. Her genopfinder han sit Freddy koncept, og giver publikum en oplevelse der hæver sig over det simple gys, og bliver særpræget, og endog tankevækkende.

Face/Off af John Woo:
”In order to trap him – he must become him” siger taglinen til ”Face/Off”, og det skal tages fuldstændig bogstaveligt. Filmen handler om Sean Archer (Travolta) der er besat af at fange Castor Troy (Cage), og vil gå noget længere end de fleste andre.

John Woo gør et godt og visuelt overvældende job i instruktørstolen. Til dels er der nogle fantastiske actionsekvenser i filmen, derudover lader han karaktererne være i centrum, hvilket er ret modigt i en film som ”Face/Off”, som dog heller ikke savner øjeblikke med storladne visuelle actionsekvenser.

Uden de to hovedskuespillere var det dog aldrig gået, fordi den operation som er en central del af filmens præmis, i høj grad er op til dem at sælge – og heldigvis for det. Woo vælger nemlig at lade de mere eksplicitte detaljer omkring operationen falde i baggrunden, og lader i stedet skuespillerne gøre arbejdet, hvilket giver talenterne Travolta og Cage en pæn mængde legerum. Dog ender Castor Troy, i Travoltas hænder, med at være en smule for karikeret, og Cage gør et bedre job med at vise en flere siddet udgave af Sean Archer.

Overordnet er ”Face/Off” en vellykket actionfilm, som hæver sig over gennemsnittet ved at være visuelt overlegen. John Travolta og Nicolas Cage gør et flot arbejde i filmen, og især sidstnævnte har et utal af fantastiske øjeblikke i filmen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar