Fredericia Teater skriver selv om forestillingen: THE PRINCE OF EGYPT er historien om Moses og hans bror Ramses, der blev Farao af Egypten, og om et folk, der ændrede dem begge for altid. Om hittebarnet, der blev prins og siden landflygtig for endelig at vende tilbage til Egypten og føre sit folk ud af slaveriet i Egypten og mod det forjættede land Kanaan.
Der er ingen tvivl om at mange af de roser denne her musical har fået er velfortjente. Fredericia Teater har lavet endnu en forestilling, der er teknisk overlegen. Performerne er dygtige, opsætningen er flot og der er et par ekstraordinære tricks til at gøre aftenen lidt ekstra mindeværdig. "Klokkeren fra Notre Dame" står stadig i frisk erindring, som et teknisk mesterstykke, hvor man havde indtaget hele scenen - ja nærmest hele salen - som kulisse. Publikum var rykket med på scenen og i det hele taget var det en ekstravaganza uden lige. Derfor er det et intelligent træk at man hiver lidt i den anden retning her. Man tænker ikke at større pr. automatik er bedre. Tværtimod er denne opsætning mere nedtonet. Kulisserne er simple, meget som det ofte har været tilfældet i de mindre forestillinger på teatret. Det digitale bagtæppe benyttes, men kun i form af nogle antydninger af det gamle Egypten. Performerne er i centrum og særligt danserne hives helt frem, for at skabe livet på scenen. Fredericia Teater vil ikke have siddende på sig, at deres forestillinger lever på teknik alene, så selvom der også er en lille gimmick i forestillingen her, er den (relativt set) nedtonede tilgang et godt og spændende valg.
Der er altså ingen tvivl om at forestillingen er lavet af dygtige mennesker og er opsat på super flot vis. Problemet for mig er at jeg ikke rigtig bliver optaget af alt det den handler om. Historien om Moses er naturligvis meget gammel og Dreamworks versionering af den, er super spændende, både visuelt og musikalsk. I forestillingen er der tilføjet og fjernet sange. Ser man bort fra "Befri os nu", må jeg erkende at jeg ikke rigtig forlader forestillingen, påvirket af musikken. Den er sunget og fremført smukt, men numrene er forglemmelige og jeg bliver ikke draget ind i de figurer der synger dem. Forestillingens grundstemning er svær at få greb om. På den ene side er det en familieforestilling og dermed ikke et rent drama, på den anden side er humoren udeblivende i lange passager. Således blev særligt 1. akt en noget lang og alvorstung affære, som gør anløb mod det komiske, men ikke rigtig vil bevæge sig derhen. Den løssluppenhed, som vi får i en enkelt scene i stykket, savnes gevaldigt i resten, som bliver noget selvhøjtidelig, og det medfører at karaktererne også kommer til at virke lidt stive og ikke bliver spændende at kigge på, gode præstationer og nuancer til trods.
"The Prince of Egypt" griber ikke fat i mig følelsesmæssigt. Det lykkedes ikke at balancere alvor og humor, på samme måde, som det er lykkedes for en lang række af teatrets tidligere forestillinger. Derfor oplevede jeg at jeg tabte interessen for figurerne og historien. Læg dertil en række sange, som bliver lidt jævne, og det begynder at blive svært at løfte forestillingen rigtig højt op. Der er ingen tvivl om at opsætningen teknisk er i orden. Menneskerne der er involveret her er dygtige og der er også lavet nogle spændende visuelle valg, men jeg blev bare aldrig draget ind i dramaet, figurerne og musikken. Hvad vil Moses' fortælling i denne udgave mig, udover at blive fortalt? Min interesse for temaer, følelser og alt det der ligger under det umiddelbare, blev aldrig vakt og derfor er forestillingen en jævn oplevelse for mig.
3/6
Ingen kommentarer:
Send en kommentar