Filmkrukken: Et monster, en blind og en mistet mødom

Filmkrukken er en måde ikke at ruge for meget over hvilken film, der skal være den næste i afspilleren. En tilfældighedsgenerator på noget så gammeldags som papir. Og nu har jeg igen gravet i den. Her får i atter 3 film, jeg har udsat mig selv for i den seneste tid... når jeg da har kunnet løsrive mig fra "Westworld", som jeg først er kommet i gang med nu. 

Godzilla (2014)

(Instr. Gareth Edwards, set på blu-ray)

Jeg har det lidt med "Godzilla", som jeg havde det med "Jurassic World": Den er egentlig fed, men samtidig er der utrolig meget galt med den. Man smider to vidunderlige skuespillere til side i løbet af filmens begyndelse og vælger i stedet at gøre disse to figurers søn til hovedperson. Han er ikke interessant at følge. Det eneste vi lærer om ham er at han gør gode ting. Han har ikke det der ligner kant eller personlighed. Værst af alt virker både han og alle menneskernes bestræbelser ret ligegyldige, for det er vores monstre der er spændende. Det er dem der er i kamp. Den del er hvad der gør filmen fængende. Monstrene - ikke mindst Godzilla selv - er yderst flot animeret og skjules tit i skygger, tv-optagelser eller på anden vis, for at fastholde mystikken og det legendariske ved figuren. Monstre der slås? Ja tak! Menneskelignende papfigurer der egentlig ikke udretter noget? Nej tak!

4/6

 

Azur og Asmar

(Instr. Michel Ocelot, set på DVD)

Jeg er vild med sære små animationsfilm. Denne her ér sær. Animationen er først kikset at se på og virker ufærdig. Men ligesom håndtegnede film, kan få charme ved at de ser rå og skitseagtige ud, får "Azur og Asmar" en egen skønhed. Det kommer selvfølgelig særligt af dens historie og de personer den handler om. Har man læst "1001 nats eventyr" (eller bare nogle af dem), har man en nogenlunde fornemmelse af hvilket univers vi er i. Det er et eventyr, men personerne er ikke for simple og moralen kommer ikke letkøbt. Lige så simpel denne film kan fremstå, lige så meget gods er der i det indhold den fortæller. Alt det samtidig med at det er et godt eventyr, der er værd at blive fortalt!  

4/6 

 

 

The Last Picture Show

(Instr. Peter Bogdanovich, streamet hos Netflix)

En af dem man bør have set. Den mistede mødom der henvises til i overskriften, er en af mange slående øjeblikke i denne film. Historien handler om at blive voksen, det at vokse fra, men også savne barndommens velkendte og trygge rammer. På den måde er det også en film der, med sit rolige tempo og karakterdrevne fremdrift, er kendetegnet ved både at være frisk og sjov, men også alvorlig og ikke mindst nostalgisk. Castet er helt brillant. En ganske ung Cybill Shepherd startede sin filmkarriere her og er helt eminent, som en ellers på mange måder frygtelig karakter. Centrale er præstationerne fra Jeff Bridges og Timothy Bottoms, der spiller et vennepar, der sammen gennemgår forandringen fra barn til ung til voksen. Filmen bugner af vidunderlige præstationer og alle er de præget af at de personligheder vi møder virker ægte og velrundede, fordi de - unge som gamle - fortsætter med at opleve både glæde og dyb sorg. Det bedste eksempel er den oscarvindende Cloris Leachman, der har flere af filmens stærkeste scener, fordi hendes længsel efter at glædes er så tydelig, samtidig med at hendes smerte trænger så overbevisende igennem. Det samme kan siges om hele filmen, der veksler mellem glæder og sorger, højdepunkter og heftige dyk ned i sølet. På mange måder ligesom livet selv. 

5/6

Og sådan vil jeg vende tilbage til fiktionens verden og forsøge at få presset film ind, så det hele ikke bliver seriekigning. Bl.a. har jeg trukket "Rød", den tredje og sidste del i Kiezlowskis trefarvers trilogi, som jeg endnu ikke har nået rent faktisk at få set. Men mere om den næste gang...