3 hurtige fra filmkrukken

Kender du også det der med at stirre alt for længe på Netflix uden at kunne vælge en film? Tøffer du også rundt foran filmreolerne alt for længe uden at tage en beslutning? Jeg har fundet en løsning. Jeg har nemlig stoppet de film jeg går og har lyst til at se i en krukke og nu trækker jeg dem én for én og lader på den måde tilfældighederne råde. Nogle af filmoplevelserne vil jeg dele med jer her. 


Fruitvale Station

(Instr. Ryan Coogler, streamet hos Netflix)

En af de første film jeg har hevet op af krukken, er "Fruitvale Station". En film baseret på den virkelige tragiske historie om Oscar Grant, der i 2008 blev skudt på en togstation af en politibetjent. Michael B. Jordan er i front, som den karismatiske Oscar. Jordan og resten af castet er helt sublime. Det er simpelthen en enormt dygtig gruppe skuespillere og det er hvad der skal bære filmoplevelsen. Det er en trist fortælling om en sørgmodig skæbne og særligt den sidste del af filmen, føjer den ene deprimerende og traumatiserende oplevelse ovenpå den næste. Der er ingen tvivl om at det er en god film. Men som det kan være med socialrealistiske dramaer, er den også SÅ trist og SÅ grå, at det kan være svært at føle sig beriget af oplevelsen, dens vigtige emne til trods.

4/6



Janis: Little Girl Blue

(Instr. Amy Berg, streamet hos Netflix)

Nu ser jeg ikke så mange dokumentarfilm at det gør noget, men jeg bed dog mærke i den store kærlighed der flød i retning af "Amy" sidste år. Jeg så den og synes det var en fin film, men til aften har jeg set en anden dokumentar om en musiker og den ramte mig på et helt andet niveau.  "Janis: Little Girl Blue" kan ses på Netflix og indeholder enorm kærlighed til mennesket Janis Joplin, men er også et portræt af den ånd, hun delte med sin samtid. Hendes kærlighed til musikken og den dybfølte indlevelse, der kendetegner hver eneste frasering i hendes vokal, er genspejlet i filmen på en helt vidunderlig måde. En dokumentar der både fungerer som tidsbillede, historien om en musikalsk og kulturel epoke samt et kærlighedsbrev til kvinden selv. Lige så frigjort hun var, lige så tungt vejede tvivlen om eget værd på hendes sjæl, og det er hjerteskærende, men også meget mere end det. Jeg har altid haft sympati for udskud og Joplin brugte hele sit liv på at føle sig som et, selvom hun var elsket af sin samtid og ufravigeligt også vil blive det af enhver der ser denne film.

5/6



Samurai Rebellion

(Instr. Masaki Kobayashi, set på DVD)

Sidste film i denne omgang, er "Samurai Rebellion" fra 1967. En film jeg længe har haft stående på hylden og som jeg egentlig har haft svært ved at tage mig sammen til at se. Jeg frygtede at den ville være lidt tung, da jeg har haft lidt blandede oplevelser med min evne til at leve mig ind i film omhandlende samuraier. Denne gang var det imidlertid ikke noget problem. "Samurai Rebellion" er i Danmark udgivet af Another World Entertainment og de er så elskværdige at inkludere et kort oprids af den historiske kontekst man skal se filmen i. Det er meget brugbart at læse den lille folder, der giver en kort introduktion til filmen og hjalp mig rigtig meget med at forstå vægten af de ting der udspiller sig. Grundlæggende er der tale om et familiedrama, som er både intenst og fascinerende beskrevet i sig selv, men som i den historiske kontekst også får karakter af et oprør for at genvinde æren for de engang så stolte samuraikrigere. Filmen er dygtigt instrueret og velfortalt. Ikke mindst når intensiteten stiger mod slutningen af filmen.

5/6



Således slutter denne tur ned i filmkrukken. Der gemmer sig stadig flere fremragende oplevelser i krukken. Lige nu vil jeg f.eks. give mig i kast med "The Last Picture Show".

Ingen kommentarer:

Send en kommentar