"Kvinden i toget" er fortalt fra 3 kvinders perspektiv. Mest central er Rachel, en fordrukken sørgmodig kvinde, der aldrig har fået det ud af livet hun ønskede sig. Hendes liv er reduceret til at køre med toget hver eneste dag, uden at have en destination. På togturen er hun begyndt at betragte et par, som hun betragter som perfekt, men hun finder snart ud af at der foregår noget under overfladen, som ikke er spor perfekt.
Det er ikke til at komme udenom at der er gode skuespillere i denne film. Særligt er Emily Blunt fremragende og har nogle helt vildt fascinerende øjeblikke, særligt i starten af filmen. Dybden af hendes håbløshed bliver her tydelig og var det hvad filmen for alvor havde handlet om, havde det måske været interessant. Der er også gode øjeblikke i filmen, som i sig selv betragtet, er spændende og fint instrueret. Filmen er flot filmet og på mange måder fint håndværk.
Der er dog et centralt problem, i form af filmens hovedpersoner. Rachel er den mest centrale, men der er ikke mindre end 3 kvinder vi følger. Og mens vi får nogen dybde på Rachel, er selv hun ikke voldsomt nuanceret. De øvrige hovedpersoner er endnu mere papirstynde, men selv det er ikke det største problem. Dét er nemlig at hver eneste gang en af de her kvinder stilles i en situation, hvor deres handling er afgørende for at handlingen udvikles, agerer de så ugennemtænkt og decideret dumt, at det er frustrerende: At ophidse en mand der har væltet en omkuld, så man er kommet til at bløde ud af hovedet, se på mens en mand er ved at kvæle et andet menneske uden at forsøge at gøre noget og at smide afgørende bevismateriale væk, er bare et par af de handlinger kvinderne bringes til at gøre.
"En portrættering af tre lidt passive kvinder, der lader livet trække dem rundt ved næsen og når de tvinges til at reagere, tager de forkerte beslutninger."
Endnu større bliver dette problem, når filmen mod sin slutning får antydning af næsten at skulle være en form for feministisk hævnfortælling. Filmen smider med sine twists og jagt efter spænding både sine karakterer og sin tone væk. Filmen vil tages seriøst som et drama, men dens fuldstændige ligegyldighed overfor sammenhængende personligheder, gør den næsten ufrivilligt komisk undervejs og særligt til sidst. Hele spændingen er bundet op på hvem der er den onde og når vedkommende først afsløres, skal personen gøres så ond, at der ikke er antydningen af sammenhæng at spore. Personen er kun ond, har ingen kærlighed eller fortrydelse, men er samtidig heller ikke psykotisk nok til på den måde at blive interessant eller overbevisende. Filmen kommer til at virke som om den er så opsat på at plottet skal udvikle sig i spændende retninger, med drejninger og spidsfindigheder, at den fuldstændig taber den menneskelige komponent, som gav en film som "Gone Girl" en klangbund af noget brugbart. Spændingen her var ikke baseret kun på twists, men mere reelt på sammenspillet mellem figurerne. Og så handlede den om lidt mere og havde en originalitet i sin stil og sit udtryk, der gjorde den til en slående filmisk oplevelse.
"Kvinden i toget" næsten ligeså flad, som titlen utilsigtet kan komme til at antyde. Der er for mange personer og for lidt fokus på dem. Plottet bliver bestemmende for hvad de skal tage af beslutninger, også selvom det ikke hænger sammen med hvad de i øvrigt har sagt eller antydet om deres personligheder. Hvis filmen var tænkt som en form for "you go girl!"-femistisk statement, bliver den i stedet til en portrættering af tre lidt passive kvinder, der lader livet trække dem rundt ved næsen og når de tvinges til at reagere, tager de forkerte beslutninger.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar