Kulturbloggeri: Ole Lukøje

Forestillingen er set i min egenskab af kulturblogger for Fredericia Teater, som har været så venlige at stille billetten til rådighed. Har man lyst til at læse mere om forestillingen kan man gå ind på Fredericia Teaters egen hjemmeside. Billederne herunder er taget af Søren Malmose. Tidligere teateranmeldelser kan læses under fanen "Kulturbloggeri".

Teatret skriver selv om forestillingen: "Inspireret af den tyske komponist og forfatter E. T. A. Hoffmanns skræk-novelle "Der Sandmann" præsenterer Fredericia Teater nu europa-premieren på horror-musicalen "Ole Lukøje". Vi befinder os i 1800-tallets Tyskland: Da hustruen til den sindrige urmager Albert Strauss ansætter en ny barnepige, starter en serie af bizarre og unaturlige hændelser. Og i takt med at familien Strauss omgives af hurtigt voksende kaos, afsløres gradvist de skumle kræfter, der er på spil - kræfter, som kun børnene måske kan redde dem alle fra…"


Synes du at "Sweeney Todd" var lidt for blød? At "Lizzie" havde en for vag facon? Her introducerer Fredericia Teater deres mest uforbeholdne og fandenivoldske musical til dato. Det er selvfølgelig til diskussion om ovennævnte eksempler skulle være mere grumme, men i betragtning af at det er børnemord og sange om øjne der plukkes ud, der er omdrejningspunktet for denne fortælling, er det næsten svært at se hvordan der kan gribes dybere i posen med mareridtsfortællinger. Og netop et mareridt introduceres "Ole Lukøje" jo som, men ikke nok med det, den lever op til det. Skønt forestillingen er marineret i humor så sort som ibenholt, er det ikke til at komme udenom, at, som Fraulein Kaeseschweiss  udtrykker det: "den historie i skal til at høre, ikke er for sarte øre".


Kaeseschweiss (spillet af Maria Skuladottir) er forestillingens overbærende fortællestemme. Skuladottir lægger krop til guvernanten med en sådan arrogance, at det er svært at se noget håb for den lille familie som hun får arbejde hos. Vi tror måske ikke vi vil høre en historie om en figur som hende, men uden vi ved af det, bliver hun centrum for fortællingen, til trods for at hun af og til ikke er mere end et spøgelse, der bevæger sig uset i kulissen. Lars Mølsted er en mere rendyrket, eller i hvert mindre beregnende, skurk, som nok formår at manipulere, men som også er så opslugt af sine afsindige planer, at han nemt taber overblik... Det ændrer ikke på at han er fremragende i rollen, som bibringes en skævhed, der kun langsomt forvrænges fra slimet indsmigrende til uforbeholden psykopati. Når sidstnævnte udfoldes i fuldt flor, flyder stykket over med bizarre scene, som fungerer både umiddelbart, men også som et nærmest karikeret take på gysergenren.



Jeg finder det imponerende at stykket formår at have oprigtige øjeblikke, midt i alle ekstremerne. I sange som: "My Hero is my Friend" ("Når man har en rigtig ven") & "Still Here Inside" ("Stadig mig indeni"), er eksemplificeret nogle smukke nedtonede øjeblikke, i den ellers så farverige musical. Mens det er er fantastisk at svælge i Kaeseschweiss' foruroligende "He Knows When You Are Sleeping" ("Han ved om du sover"), ville den vilde og uforvarende ondskab i disse sange, ikke have nær den samme indflydelse, uden de mere oprigtige momenter, som trods alt giver publikum adgang til de sympatiske figurers sind.


Det er egentlig meget lige til. Uden "Ole Lukøje", "Lizzie" og de mange andre mørkere musicals Fredericia Teater producerer, ville der ikke være tale om et alsidigt og nuanceret udvalg af forestillinger, som det teatret lykkeligvis er garant for. Bevares, Disney-musicals og ting som den kommende "Shu-Bi-Dua - The Musical" er flotte brede forestillinger, men det ville ikke på samme måde som nu, opfylde Fredericia Teaters målsætning om at vise at musicalgenren, kan utroligt mange ting. Så kom afsted. Nyd de brede musicals og støt op om disse mindre, men lige så fornemt udførte musicals. "Ole Lukøje" er en slående oplevelse, fordi den oprigtig talt formår at skræmme, samtidig med at den indeholder en lang række andre kvaliteter. En blodig fornøjelse.

5/6

Ingen kommentarer:

Send en kommentar