Teatralsk sælsomhed

Ordet:

Morten Borgen er gårdejer og den troens mand, der vakte egnen for kristendommen i Grundtvigs ånd. Han har tre sønner; Mikkel, Johannes og Anders. Mikkel passer gården og er gift med Inger, men deler ikke faderens tro, Johannes har studeret teologi men er blevet sindssyg, og Anders vil gerne giftes med skrædderens Anne, hvis familie tilhører indre mission, der ikke kan forenes med grundtvigianismen, hvorfor de to unge ikke kan få hinanden. Inger føder en dødfødt søn og dør selv i barselsseng. De ulykkelige omstændigheder blødgør de to stejle fædre, der nu giver Anders og Anne lov til at gifte sig. Ingers datter Maren og Johannes, der har genvundet fornuften, beder ved Ingers kiste til Gud om at få hende opvækket fra de døde – og miraklet sker.
(- Resume fra carlthdreyer.dk)

Carl Th. Dreyer var en fascinerende mand. Hans indsigt i filmmediet og historiefortælling var absolut unik og langt størstedelen af hans film er, som denne, absolut anbefalelsesværdig. Instruktøren havde en drøm om at lave en film om Jesu liv, hvilket aldrig blev indfriet - og så alligevel. For ‘Ordet’ er ret uforbeholdent en historie om tro. Således har jeg også måttet diskutere med mig selv hvorvidt jeg, som ateist, kunne placere filmen blandt mine favoritter. Tro er naturligvis en meget personlig ting og måske er det hvad der i sidste ende er så fint ved ‘Ordet’ og hvad der gør den ufravigelig som oplevelse. Den fortæller om tro og religion på en måde der er smuk i sin naivitet, men som samtidig indeholder en kompleksitet, der gør den mesterlig. Hvad der oprindeligt er så engagerende ved Dreyers film, er den særprægede stemning den emmer af. En højtidelighed og uvirkelighed som gør den nærmest overjordisk, hvilket jo passer meget godt med dens temaer.

Dreyer havde en stil der var umiskendeligt hans. Over hans tre talefilm udviklede han et roligt tempo, der dvælede frem for at jage oplagte visualiseringer. Han formåede at udnytte lyd som virkemiddel på en måde der til stadighed er fascinerende. I stedet for blot at understøtte hvad vi kan se, benytter Dreyer lydbilledet til at skabe stemninger og var samtidig meget bevidst om den vægt der ligger i fraværet af lyd. Ligesom instruktøren havde en forkærlighed for minimalisme, når det kom til hans kulisser, havde han det også med de øvrige virkemidler. Blandt de smukkeste øjeblikke i ‘Ordet’ er en sekvens hvor Johannes har en samtale om Ingers død med hendes datter Maren. Med en smerteligt rolig panorering omkring de to spillere tildeles seeren muligheden for at føle dialogen, uden hverken at blive under eller overstimuleret visuelt. Dreyers balance fungerede således at han brugte virkemidlerne præcis i den mængde og grad, som scenen og mediet forlangte, uden at fokus forsvinder for den centrale historie.

Henning Bendtsen og Dreyers æstetik er umulig ikke at nævne. Dybden af filmens symbolik har meget med billederne at gøre og ikke mindst lyset. En af de ting instruktøren gør, som er med til at skabe det virkelighedsfjerne udtryk han dyrker, er måden hvorpå skuespillerne næsten taler til publikum. Som det ofte er traditionen i moderne teater henvender karaktererne sig ikke til hinanden, de har i hvert fald sjældent øjenkontakt. Dette fremstår som en bevidst beslutning fra Dreyer og giver undertiden dialogen en fornemmelse af snarere at være udtalte tanker og følelser end egentlige meningsudvekslinger. Der er øjeblikke hvor karaktererne henvender sig mere direkte til hverandre og her er eksempelvis Mikkel og Inger ofte de mest jordbundne karakterer - måske fordi vores sympati for de to er så vigtig?    

‘Ordet’ som fortælling er smuk fordi den indeholder livsangst, -lyst og passion. Det kys filmen afsluttes med er ulig noget andet i filmhistorien, fordi det tildeles en vægt, som det var sjældent dengang og stadig er det. Inger og Mikkel udveksler ikke blot kys, men også både talte og uudtalte ord af passion og kærlighed til livet, som transcenderer religiøse tematikker og simpelthen kommer til at omhandle livet. I det hele taget kan ‘Ordet’ bevæge og engagere i hvert fald denne publikummer, på et grundniveau, som få andre film har formået det. Så til trods for at det religiøse tema ikke nødvendigvis står mit hjerte nær, gør denne film, mystisk og unik som den er, det alligevel.