Allehelgensaften flygter Michael Myers fra mentalsygehuset i Illinois, hvor han har været indespærret i 15 år for det brutale mord på sin egen søster. Nu vender han tilbage til Haddonfield, og denne gang er det byens beboere, der står for tur. Den eneste, der kan stoppe Michael Myers og hans blodorgie, er Dr. Loomis...
(- Fra coveret)
I modsætning til snart sagt hvilken som helst anden slasher fra 70erne og 80erne, blev John Carpenters ‘Halloween’ særdeles positivt modtaget ved sin udgivelse. Selv Roger Ebert som blev en af de største modstandere mod film som ‘Silent Night, Deadly Night’ og ‘I Spit on Your Grave’ (hvor sidstnævnte ganske vist også er en lidt anden type film) bøjede sig i støvet for hvad Carpenter havde opnået med sin ret simple horrorfilm. Men hvad for et aftryk satte filmen? For et anslået budget på 320.000 dollars, lykkedes det Carpenter og kompagni at indtjene 60 millioner dollars verden over (ifølge IMDb), folk var simpelthen helt vilde efter at komme i biografen og lade sig skræmme. Med så lavt et budget var det naturligvis ikke alverden man havde at gøre med og Michael Myers’ nu så velkendte maske, var egentlig bare en ‘Star Trek’ maske formet efter William Shatners ansigt, og omfarvet i hvid. Sådan kan man snuble ind i noget legendarisk. Filmen fik på baggrund af sin popularitet en fortsættelse i 1981 og Carpenter var igen involveret, men dog mere på sidelinjen. Om det er blandt årsagerne til at filmen er et enormt skridt i den forkerte retning, til trods for at den ligger i direkte og meget logisk forlængelse af originalen, skal jeg ikke kunne sige, men særlig godt fungerer den ikke. Den solgte imidlertid bedre end seriens 3. film der tog et venstresving ved helt at udelade Myers og forsøge at starte en antologiserie, hvilket gik helt galt. Folk var ikke klar til ‘Halloween’ film uden Myers og det førte til en snarlig tilbagevenden af morderen, i en række ret uinteressante fortsættelser.
Ligesom det er tilfældet med mange fremragende film, er ‘Halloween’ i sit udgangspunkt meget simpel, idet det jo i essensen er historien om en morder der går omkring i et lille nabolag og slår mennesker ihjel. Han tilknyttets naturligvis noget personlig historie og et motiv, men det er ikke synderligt kompliceret, men det er også netop hvad der giver oplevelsen mulighed for at udfolde sig. Med det menes der at filmens stemning og uhygge, bliver så virkningsfuld, fordi den ikke bliver blokeret af et overdrevent kompliceret plot. Med det sagt bliver der i nogen grad bygget oven på og der bliver afsløret en smule om Michael Myers. Samtidig er opgøret mellem Dr. Sam Loomis (Donald Pleasence) og den maskerede morder en rigtig fin tilføjelse, fordi det giver adgang til informationer om Myers’ baggrund, men også tilfører filmen en mere personlig nemesis i forhold til morderen. Det tilføjer til spændingen og gør også der undgås en masse uheldige spørgsmål omkring Myers’ overdrevne styrke og formålet med det hele. Det medvirker også til at mordene i filmen ikke kommer til at virke tilfældige, men målrettede, i det mindste i en eller anden grad. Det giver en stærkere film og en mere skræmmende morder, der ikke bliver ufrivilligt komisk eller ligegyldig.
Hvad filmen kan er egentlig meget basalt: Den fungerer som spændingsfilm. Uhyggen klæber til væggene i filmen og det er ikke svært at føle den paranoia Carpenter gennem Myers’ synsvinkel bygger op. Ligesom den oprindelige ‘Friday the 13th’ begynder man at holde øje i skyggerne nær vores hovedkarakterer, ved gennemsigtige flader og et hvert andet sted Myers kan gemme sig. Det er alt sammen godt bakket op af John Carpenters nu så velkendte syntheziser soundtrack, som ikke bare er meget genkendeligt, men også har en lurende kvalitet, som skaber den helt rigtige stemning for filmen, som bliver en skyggefuld oplevelse, der er rig på stemning. Det er også hvad der sætter filmen ud fra sine fortsættelser, som for manges vedkommende mistede den rolige opbygning af stemning, som over tid blev erstattet med trinvist mere eksplicitte mord, hvilket jo kan være meget fint, men ikke er nær så uhyggeligt leveret i eksempelvis film nummer 2, som det er tilfældet med de morderiske indslag i originalen. Der er nogen svagheder ved den originale film, mest indledningen og de til tider lidt kluntede samtaler mellem barnepigerne, men det gøres der så rigeligt op for med den begyndende opbygning af Myers og det faktum at det lykkeligvis er den stærkeste af skuespillerinderne der er i centrum. Jamie Lee Curtis gør utrolig meget mere end at løbe og skrige i nærværende film. Det at videreformidle en frygt, så den smitter af på publikum, er ikke nogen simpel kunst. Det er ganske nemt at falde igennem og blive anstrengende i en rolle som denne, men det sker ikke for Curtis, der formår at være mere end en kvinde i nød (hvilket i øvrigt netop var hvad hun blev degraderet til i fortsættelsen.)
‘Halloween’ er en fremragende slasher og en fængende horrorfilm, der snildt kan underholde også flere år efter sin udgivelse. Fra filmens soundtrack til den nu så velkendte maske, er det de færreste der vil komme helt uforberedt til et første syn af filmen, men samtidig er det nok også de færreste der forventer en film, der til stadighed fungerer så godt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar