Ron Clements og John Muskers film om gadedrengen Aladdin fra 1992 markerede et markant skift i Disneys filmproduktion. Ikke alene blev tegnestilen væsentligt forandret, men den type pop-kulturelt refererende humor Robin Williams (på dansk Preben Kristensen) bibragte Genie, den morsomme lampeånd, kom til at fylde mere og mere i senere produktioner fra animationsstudier. Fredericia Teater har taget filmforlægget op med stor succes. Reklamekampagnen for stykket har været ekstravagant og med Disneys opbakning i ryggen har det ikke været svært at få publikum til at strømme til den oplagte familieoplevelse. Der er med andre ord kørt i stilling til at Fredericia skal sættes på Danmarkskortet og måske endda Europakortet som musicalens hjemby. I modsætning til de tidligere stykker der har været spillet på teatret i det sidste halve års tid, der har været mere intime oplevelser, hovedsageligt med teatrets faste (og dygtige) ensemble, er der her trykket navne som Maria Lucia til sammen med de lokale talenter, som også er blandet ind i det store cast. Eftersom den oprindelige ‘Aladdin’ film til tider har lidt langt mellem de musikalske indslag, er der også tilføjet nogle spritnye numre der skal mindske mængden af dialogen og give en mere kontinuerligt musikalsk oplevelse, hvilket naturligvis kan skræmme nostalgikerne en smule.
Apropos nostalgi vil jeg gerne etablere hvad mine forventninger til oplevelsen var. Jeg er mig ganske bevidst at det ikke er nogen simpel opgave at oversætte en historie fra et format til et andet, men med oplevelser som ‘The Lion King’, som i mange år har kørt i det britiske, og ‘Det gyldne kompas’, som blev opsat i to dele på Århus teater for nogle år siden, mener jeg ikke at det er urealistisk at forvente et godt miks af nye elementer, der er blandet ind med de elementer vi kender. En vis troværdighed mod udgangspunktet forventedes altså, til trods for at små ændringer som det at udelade Aladdins sidekick fra filmen, den lille abe Abu, og ændringen af Jago til et menneske frem for en papegøje, ikke er noget der som udgangspunkt generer mig. Alle disse forbehold tager jeg mig fordi jeg desværre ikke var så eftertrykkeligt hevet med af ‘Aladdin: The Musical’, som jeg godt kunne have tænkt mig at være. Musicalens første akt var tungest på nye sange og for en stor dels vedkommende føltes disse nye numre som fyld. Fløden blev i den grad skummet og det særligt i de mange glædelige numre. Alan Menkens originale musikalske bidrag havde måske nok øjeblikke af morskab og glæde, men der var også en mystik og et eventyrelement som desværre smides til en side i denne opsætning. Det overpolerede Disney, som i særdeleshed er begyndt at skinne igennem i de seneste års produktioner som ‘High School Musical’ eller, for at blive i animationsfilmene verden, ‘Tangled’, skinner meget tydeligere igennem end den magi, som var hvad Disneyfilm engang havde at tilbyde.
 |
| Maria Lucia gjorde sig positivt bemærket i forestillingen, hvor hendes evner ud i sang og skuespil fremvises. |
Hvor troværdigheden overfor kildematerialet kommer ind i ligningen for mig, er i høj grad karaktererne, og her er der et punkt hvor Fredericia Teaters forestilling rammer helt forbi. Til en god fortælling, der virkelig skal ræsonnere med tilskueren, barn såvel som voksen, hører en smule mørke. Dette mørke er tit centreret omkring en skurk, hvilket Disney til tider har været fremragende til at skabe. Jafar er sammen med ‘Klokkeren fra Notre Dame’s Frollo og ‘Pinocchio’s kæmpehval Monstrum en af mange stærke skurke, som står knivskarpt i manges hukommelse. Den arrogante, mørke og empatiforladte karakter strækker sig fra det mildt ubehagelige til det nedgørende grufulde i Disneys oprindelige film, men nedgraderes i denne forestilling til endnu en såkaldt “comic relief”, altså en morsom karakter der tager toppen af dramaet når det er ved at blive for voldsomt for publikum. Jeg forstår at man har ønsket at lave en familieforestilling, men at man i den grad har skåret ned for mørket i karakteren og de mest dramatiske øjeblikke er for mig en smule ødelæggende overfor den dobbeltsidighed der er i mange af de bedste fortællinger for børn: Muligheden for at voksne kan nyde historien på et andet niveau. Disney er ofte poleret men en god skurk kan skabe modvægt for de voksne tilskuere. At karakteren bliver et stort minus for mig skal ikke pålægges Martin Lofts præstation, der er en fin levering af det skrevne, det skrevne er bare en forandring i forhold til udgangspunktet jeg ikke bryder mig om og vipper i øvrigt stykket over i det lidt for ensidigt muntre.
 |
| Pelle Emil Hebsgaard er brilliant som Genie i Fredericia Teaters forestilling. |
For at vende tilbage til de nye sange var mit store problem med disse at de ikke ikke betrådte ny grund. De nye numre uddybede ting, der ikke behøvede at blive undersøgt nærmere. Disneys hovedkarakterer er ofte udenfor og føler sig efterladt udenfor et fællesskab de ikke nødvendigvis ved hvad er. Den pointe er ikke svær at opfange og f.eks. den udvidelse der er sket af Aladdins første nedtonede sang, tværer rundt i hans trang til at gøre sin afdøde mor stolt hvilket var antydet oprindeligt men bliver skåret alt for voldsomt ud i pap her. På sær vis bliver denne virkeliggørelse af tegnefilmens univers mere karikeret end tegnefilmen, hvilket næsten får det til at virke som en parodi i stedet for en oprigtig genfortolkning af historien. Hvad der muligvis også er et resultat af ønsket om at gøre historien om Agrabah en smule mere børnevenlig, er en ironisk distance der tages til hele eventyret. Mens Genie også i filmen var i stand til at bryde den fjerde væg og referere til ting der lå uden for filmens univers og tidsperiode, er der her langt flere karakterer, anført af de tre følgesvende der i stykket erstatter den tidligere omtalte abe Abu, der kan beskue det hele udefra og er vidende om at det er et teaterstykke. Et greb der er beregnet på at tage brodden af sentimentaliteten og dramaet, men desværre ender med nogle gange at rive tilskueren for eftertrykkeligt ud af universet, fordi det sker så mange gange. En del af en god teateroplevelsen handler om indlevelse og selvom det kan være sjovt at skubbe til konventionerne, bliver det for denne fortælling desværre dræbende. Hvor det fungerer er Pelle Emil Hebsgaards portrættering af Genie, som sender hilsner til masser af nutidige hændelser og fænomener, samtidig med at han gejler publikum op, og gang på gang henviser til dem, hvilket virker til humorens fordel og grundet Hebsgaards fine dramatiske evner ikke ødelægger de øjeblikke af alvor han og Johannes Nymark som Aladdin deler.
 |
| Bag hovedrollerne er et meget dygtigt ensemble der blandt andet tæller flere af Fredericia Teaters faste hold og enkelte der kunne genkendes fra dette års showcase. |
’Aladdin: The Musical’ er blevet rost af mange mennesker og festligheden og de mange overfladiske kvaliteter musicalen besidder skal jeg ikke benægte. Det er ikke er til at pille ved professionalismen hos både skuespillere, teknikere og musikere hos Fredericia Teater. Ligesom de tidligere egenproduktioner fra teatret jeg har overværet, var udførslen også her fremragende. Personligt var jeg en smule mindre underholdt og uanset hvor meget jeg ønskede at lade mig hive med af nostalgi og en god historie, var det kun enkelte af de mest velkendte numre der for alvor hev mig med. Stykkets skurk blev aldrig rigtig en trussel og selvom de nye elementer der var tilføjet historien klimaks var fine, var filmens mørkeste og mest mindeværdige scene skåret ned til fordel for en udvidet slutning, der over forklarede den tilforladelige, men ikke svært gennemskuelige morale om at det er det indeni der tæller og ikke det uden på – hvilket er meget ironisk når selve forestillingen for denne tilskuer kom til at fremstå som langt mere overflade end hjerte.
3/6
3/6
Ingen kommentarer:
Send en kommentar