I Kill Bill del 1 vågnede den tidligere lejemorder Black Mamba op efter fire år i koma. Under dæknavnet The Bride begyndte hun sin hævn over de andre mordere fra eliteenheden Deadly Viper Assassination Squad, der sammen med hendes tidligere chef, Bill, var skyld i den massakre der forvandlede hendes bryllup til et blodigt inferno. Nu er The Bride næsten halvvejs igennem, men mangler de sidste af sine tidligere kollegaer, Elle Driver og Budd og - i det afsluttende opgør - Bill selv.
(- Resume fra kino.dk)
De to "Kill Bill" film er enormt forskellige i udtryk og inspirationer. Hvor film 1 dyrker samuraikunst og fascinerende tableauer, der fyldes med energisk action, er det svært ovenpå 2eren ikke at sidde med en fornemmelse af at have oplevet en film, der er mere beskidt. Det er måske heller ikke så mærkeligt at Uma Thurmans hidsige brud bliver mere sammenbidt i anden afdeling, hvor odds'ne er blevet højere og kampen mere personlig. Der er ingen tvivl om at instruktør elsker at skabe denne type eklektiske værker hvor inspirationskilderne tydeligt fornemmes. Samtidig har instruktøren bestemt ikke skabt sig et navn på at lave upersonlige kopivarer. Tværtimod har han altid tilført ikke alene dygtig instruktion og spændende stemninger, men også hans unikke dialoger, som mange har forsøgt at eftergøre. Netop sidstnævnte element var der mange der savnede i "Kill Bill vol. 1", som utvivlsomt er mere actionpræget, men som samtidig også rammer de helt rigtige tangenter i forhold til den poesi forbilleder som Toshiya Fujitas "Lady Snowblood" indeholder. Der var i film 1 en langt større fornemmelse af en selvironisk afstandtagen i dialogerne, som kunne fremstå melodramatiske (se f.eks. filmens slutning), men gjorde dette på en ekstremt underholdende måde.
Selvom der stadig er refererende elementer i nærværende film, bliver historien på mange måder tungere og mørkere. Inspirationerne rækker stadig tilbage til samuraifilm, men westernelementer spiller også ind her og via sit eget touch får Tarantino også en overraskende og rørende karakterbaseret kærlighedshistorie rodet ind i sin fortælling. Det lyder måske en smule forvirrende alt sammen. Både det lettere omskiftelige forhold mellem film nummer 1 og 2 samt "Kill Bill vol. 2"s tilsyneladende mange stilistiske og indholdsmæssige lag. Men begge dele fungerer overraskende godt. Personligt så jeg gerne den ultimative "The Whole Bloody Mess" version af filmene, som vi tidligere er blevet lovet, da jeg i bund og grund ikke oplever skiftet i tone som meget naturligt. Grundet Tarantinos eminente evne til at opbygge såvel enkeltscener som en overordnet logik i sine film, får vi gennem hans vanligt skiftende kontinuitet små indblik i Bill og The Brides fortid, der meget fornemt bygger op til det der er undervejs. For ikke at spolere slutningen, vil jeg blot sige at hele filmen som sagt føles meget mere intim, men fortsat rå, hvilket på sin vis gør slutningen ret overraskende og særligt havde det efter første film været svært at forestille sig at det var der historien bevægede sig hen.
"Kill Bill Vol. 1" benyttede sig af en hel række forskellige og ret ekstreme stilistisk udslag, som eksempelvis en animeret sekvens og et skift til sort/hvid (som muligvis er lavet for censorernes skyld, men ikke desto mindre kommer til at virke som et stilmæssigt valg i den færdige film.) "Kill Bill Vol. 2" leger da også med formatet et enkelt sted, men er tydeligt mere nedtonet, mens der til gengæld er skruet op for mængden af dialoger, både bikaraktererne imellem og naturligvis får the Bride også en del at sige. Særligt er det fornøjeligt at opleve Budd og Elle Driver udveksle bidske kommentarer. Daryl Hannah er ligeså over the top som Michael Madsen er cool og deres kemi er (omend negativt ladet) virkelig fængende. En noget mindre, men mindst ligeså mindeværdig samtale, er den der veksles mellem Budd og hans kokainsniffende chef - som med sin unikt egocentriske måde at beskue situationer på beviser Tarantino dygtighed som manuskriptforfatter. Uanset om det er den selvbevidste bad-ass Elle Driver eller den hårdhudede, men i sidste ende sympatiske, Bill han skriver dialog for, er det svært ikke at lade sig fortrylle at de ord karaktererne byder på. Få andre filmskabere har skabt et så omfattende galleri af unikke karakterer og øjeblikke som Tarantino har, og ofte er dialogen en enorm del af at levendegøre disse personager.
Første gang jeg så "Kill Bill" filmene kendte jeg intet til de mange refererede værker og stilarter. Ikke at jeg på nuværende tidspunkt forventer at fange samtlige referencer når jeg ser film, men det er netop pointen. Filmene er, selv på egen hånd, helt enormt underholdende og instruktøren formår i den grad at skabe stemninger af forskellig art, hvilket i sidste ende også er årsagen til at det er film nummer 2 jeg trods alt har valgt til listen her. Denne films afsluttende del er på mange måder på sin vis mere barsk end noget de mange tidligere actionsekvenser har budt på (hvis man da lige ser bort fra animesekvensen i 1eren), fordi pinen bliver så emotionel. Helt modsat sin forgænger er det ikke de store actionmomenter der er i centrum her, hvor der i stedet fokuseres på karaktererne og deres mørke, som ikke simplificeres, men i stedet får lov at virke relativt oprigtig, hvilket kan siges at være gældende for hele filmen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar