Drive

'Drive' handler om en Hollywood-stuntmand (Ryan Gosling), der også arbejder ulovligt som flugt-chauffør for den kriminelle underverden. Da han indvilliger i at hjælpe sin smukke nabo Irenes (Carey Mulligan) mand, får han imidlertid nogle af Los Angeles' farligste mænd på nakken. Han får derfor brug for sit talent for at holde Irene og hendes søn i live.
(- Resume fra Kino.dk)

Nicolas Winding Refn har over årene gjort sig bemærket med film af både voldelig, og til tider lettere sær karakter. Således spredte eksempelvis instruktørens film "Valhalla Rising" vandene, og hvad der for nogen var en ekstremt langsommelig oplevelse, kunne for andre, herunder jeg selv, opfattes som en stemningsmættet film, der var en oplevelse i kraft af sit nærmest fraværende plot. Tidligere har instruktøren imponeret med både den danske "Pusher", og den fallitramte "Fear X", som ligeledes er ganske fine film. Når Refn nu bringer os "Drive" er det derfor, heldigvis, ikke synderligt nemt at vide hvad han har oppe i ærmet til os i denne omgang. Kigger man på de tidligere film, er der dog elementer af dem alle at finde i "Drive".

Således er det også for denne films vedkommende stemningen der er i højsædet, og selvom her er en del mere ordinært plot at komme efter, er det alligevel stemningen der gør filmen unik. Selve historien er sammensat af nogle klassiske elementer, men er altså kombineret på en måde, som ender med at skabe en ganske anderledes filmoplevelse. Sjældent ser man i moderne film så vellykkede romantiske momenter som "Drive" byder på, og ligeledes er intensiteten og spændingsniveauet i de mere dramatiske øjeblikke ikke ofte så velopbyggede som her. Filmen er som sådan ganske underspillet, idet både skuespillerne, klipningen og den minimale brug af replikker holder tempoet på et roligt niveau, som ikke alene fastholder seerens opmærksomhed, men også tvinger den betragtende til at overveje hvad der foregår på skærmen. Filmens 80er tema introduceres med åbningsteksterne, og bekræftes særligt af soundtracket, som allerede er blevet rost af mange. Der er en klar fornemmelse af nostalgi og som sådan også en stor melankoli i filmens mange billeder af storbyen, og gadens lys der bevæger sig forbi i baggrunden. Heri ligger da også filmens stemningsmæssige kerne, og Newton Thomas Sigels kinematografi er helt enormt vellykket, uanset om det er de smukke subtile momenter der fremvises, eller det er de korte øjeblikke med Refns varemærkede ekstreme vold der er i centrum.

De øjeblikke hvor volden får lov at fylde, er endnu et eksempel hvor Refns tidligere film kan genkendes. Uanset om vi har at gøre med "Pusher" eller "Valhalla Rising" var der i begge film sekvenser der var ekstreme og ubehagelige. Det uanset om det er den mere foreslåede type vold, som til tider var direkte skræmmende i "Pusher", eller om det er en mand der får sprættet maven op, og hevet samtlige organer ud, af en enøjet Mads Mikkelsen. Både den foreslåede og den viste vold er til stede i "Drive", og balancen de to imellem er ganske sublimt holdt idet volden kun synes vist når den har en pointe i forhold til karakterernes personlighed, eller videreudviklingen af filmens plot. Det gælder for øvrigt ikke kun volden. Refn har i befriende grad forsøgt at skære alt fedt væk, og alle filmens billeder lader til at have enten plot- eller stemningsmæssig relevans, hvilket samtidig giver Refn mulighed for at bevæge sig uden om en række potentielle klichéer.

Særligt er det Ryan Goslings karakter Driver filmen fokuserer på, og udviklingen i den stilfærdige mand er endnu et element som er mesterligt underspillet. Her lefles ikke for seeren, og i stedet udfordres vi til at følge Goslings subtile udvikling af sin karakter filmen igennem. En udvikling som både selvsikkert og fint afsluttes med den sang som spilles ved filmens afslutning, og som sådan konkluderer at filmen har ledt Goslings karakter til at blive et virkeligt menneske, og en virkelig helt. Hvad der samtidig er tragisk er de ting han må ofre undervejs, og den måde hvorpå han kan blive en virkelig helt. Carey Mulligan er ligeledes vellykket i sin præstation, og hun formår på fin vis at gøre sin karakter helstøbt og sågar unik. Glædeligt var det i øvrigt at se "Malcolm in the Middle" skuespiller Bryan Cranston i en yderst charmerende og sympatisk rolle, der som resten af rollerne dog på ingen måde er ensidig.

Der er allerede blevet sagt utrolig meget godt om "Drive", og jeg kan sådan set ikke gøre så meget andet end at tilslutte mig den positive side af tilskuerne. Filmen er en stemningspræget perle, som kender sine inspirationskilder godt nok til ikke at kopiere dem, men i stedet for hylde det de stod og står for. Melankolien hviler over filmen, som samtidig er fyldt med nogle meget menneskelige karakterer, som via den dejligt begrænsede brug af replikker, og store fokus på at et blik kan sige mere end ord, ender med at være utroligt stærk.

2 kommentarer:

  1. jeg elsker at køre og jeg elsker engelsk så denne film er perfekt for mig

    SvarSlet