The Dark Crystal

The Dark Crystal af Jim Henson & Frank Oz:

De to instruktører Jim Henson og Frank Oz
havde begge tidligere erfaring med dukker:
Henson særligt fra hans arbejde på "The
Muppet Show" og Oz særligt fra hans rolle
som Yoda i Star Wars sagaen.

Gelflingen Jen bliver sendt på en opgave. Han skal finde det forsvundne stykke af den mørke krystal, og det helst før de onde skekses. Undervejs i filmen bringes Jen igennem mange storslåede scenerier, og møder både den mystiske Aughra og den smukke Kira. Sammen må de først finde det forsvundne stykke af diamanten, og derefter bringe det til Skekse slottet.

Jim Henson, verdensberømt for skabelsen af The Muppets Show, og Frank Oz, som i særdeleshed er kendt som manden bag Yoda, har skabt et overflødighedshorn af en fantasyverden. Ikke alene er denne film visuelt smuk, men den er også fløde for øregangene. Lydbilledet bidrager ligeså meget til at udvide universet som billederne, og derudover er musikken fantastisk, og gør ”The Dark Crystal” til en nærmest melankolsk film. Der er i det hele taget en fornemmelse af at der ligger noget seriøst bag hvad der bare kunne være blevet en fantasy film med dukker. I stedet er filmen fyldt med symbolisme, som løfter op på et højere niveau.

Selve dukkerne er velfungerende, selvom de naturligvis har visse svagheder, så opvejes disse af plusserne. Det nærmeste at sammenligne med må være en animationsfilm, og selv i hænderne på Pixar studios kunne denne film aldrig have været den samme uden dukkerne, og den charme de besidder. Lokationerne hjælper også ved at placere vores karakterer i nogle interessante omgivelser, og dermed gøre deres univers stort og utrolig smukt, en ting som f.eks. Tim Burton kunne tage ved lærer af i hans tolkning af ”Alice i Eventyrland”, det er nemlig vigtigt at der opbygges en verden vi som seere kan holde af hvis vi skal interessere os for hvorvidt karaktererne i den verden klarer sig vel ud på den anden side af begivenhederne. ”The Dark Crystal” brillierer i at opbygge et smukt univers, og få os til at holde af de gode skabninger deri, og afsky de onde, som vi samtidig også kan grine lidt af.

”The Dark Crystal” er endnu en af de film, som aldrig kommer til at virke lang, fordi dens stemning hele tiden bærer den videre. Den lever højt på en stemning der især skyldes musikken, som så igen lever højt på at være skabt i den periode den er skabt i.