 |
| David Koepp som har instrueret og skrevet denne film, er mest kendt for sine øvrige manuskripter, som tæller "Jurassic Park" og "Spider-man". |
Secret Window af David Koepp
Da forfatteren Mort Rainey finder sin kone i seng med en anden mand falder hans verden fra hinanden. Han flytter ud i skoven, og bor isoleret fra omverdenen. En dag bliver han opsøgt af John Shooter, som beskylder Mort for at have stjålet en historie fra sig. Mort benægter beskyldningerne, og det gør Shooter aldeles utilfreds.
David Koepp er mere kendt for at skrive manuskripter end for at instruere film. Så meget desto mere oplagt er det velsagtens at denne, en af Koepps første film som instruktør, netop omhandler en forfatter. Filmen tager en ganske lille historie og gør den til mere af et karakterindblik end noget andet. Således er det umiddelbare plot blot en lille del af hvad filmen reelt har at byde på. Mort Rainey sættes ret hurtigt i centrum og allerede fra filmens indledning, kan man erfare hvilken type film vi her har med at gøre. Via et roligt tempo fortæller Koepp, og i særdeleshed Depp, en historie om ensomhed og bitterhed. Således er filmens udskældte klimaks for mig ikke et typisk Stephen King twist, men et relativt velfunderet højdepunkt i historien om en karakter, der langsomt drives til vanvid af sin selvvalgte afskårethed. På den måde er den nærmeste sammenligning "The Shining", som naturligvis også er baseret på en King fortælling, og ligeledes omhandler en mand der ikke kan udstå ensomheden, og det endda en langt mindre omfattende en af slagsen. Selvsagt finder jeg ikke "Secret Window" til at være i samme luftlag som Stanley Kubricks "The Shining", men ligesom sidstnævnte, mener jeg utvivlsomt at instruktionen gør ekstremt meget for "Secret Window".
Der er en bevidsthed i det æstetiske udtryk vi her præsenteres for, som gør filmen til en fornøjelse at være i selskab med. Stemningerne er med andre ord hvad der gør hele oplevelsen, og det gælder ikke alene de uhyggelige momenter. For selvom der er gyserindslag, fylder det menneskelige drama væsentlig mere i filmen. Begge dele er Depp som oftest nødt til at bære egenhændigt og det gør han absolut glimrende. Dette er den Depp det kan være svært ikke at savne når man ser Tim Burtons versionering af "Alice in Wonderland". Mort Rainey føles ikke alene som en typisk King karakter (hvilket i denne sammenhæng er en ros), men også som en fuldgyldigt menneske. Det er ikke usædvanligt for King at skrive en karakter der er i besiddelse af en form for mørke, og det bringer Koepp fornemt over til filmmediet. At Rainey endvidere har en tendens til at begrave sig i sit arbejde er også typisk King. I rollen som Raineys eks gør Maria Bello i den sammenhæng et fremragende arbejde med at kommunikere en anden side af Depps karakter til publikum. En side vi som publikum ikke nødvendigvis er villige til at tage imod da vores sympati ligger hos den nedtrådte hovedkarakter.
Til at forværre situationen træder John Turturros intimiderende skurk John Shooter ind på banen. Med sin sydstatsaccent, slagkraftige trusler og i øvrigt ganske abrupte opdukken, introduceres vi med Shooter for en karakter der har et meget klart motiv. Så skarpt er karakteren skåret, at han tilnærmelsesvist fremstår som en karikatur, hvilket på sin vis giver mening i filmens sammenhæng, og samtidig gør ham enormt underholdende. Turturro giver sammen med Timothy Huttons karakter Ted godt modspil til Depp, og det resulterer i nogle scener der strækker sig fra det skævt humoristiske til det ubehagelige. Finder jeg slutningen på filmen perfekt? Lige knap og nap. Hvad man velsagtens kan beskrive som epilogen, mener jeg fint man kunne have trimmet bort, men derudover er min oplevelse med filmen gang på gang en god en af slagsen. I min evige kamp mod opfattelsen nogle (særligt yngre) gyserfans har af at chokeffekter er lig med uhygge, er denne film et fremragende eksempel. Der holdes meget igen, og suspense samt karakteropbygning får langt mere plads end simple chokeffekter.
Lad os krydse fingre for at det ikke er fordi der gemmer sig en lille psykopat inden i mig, at jeg altid har haft en enormt stor kærlighed for "Secret Window", der i mine øjne er blevet en smule underkendt af mange kritikere. For uden at være noget decideret mesterværk, finder jeg at her er stemninger, overvejelser og dybde nok til at filmen er blandt mine Depp-favoritter.
Da forfatteren Mort Rainey finder sin kone i seng med en anden mand falder hans verden fra hinanden. Han flytter ud i skoven, og bor isoleret fra omverdenen. En dag bliver han opsøgt af John Shooter, som beskylder Mort for at have stjålet en historie fra sig. Mort benægter beskyldningerne, og det gør Shooter aldeles utilfreds.
David Koepp er mere kendt for at skrive manuskripter end for at instruere film. Så meget desto mere oplagt er det velsagtens at denne, en af Koepps første film som instruktør, netop omhandler en forfatter. Filmen tager en ganske lille historie og gør den til mere af et karakterindblik end noget andet. Således er det umiddelbare plot blot en lille del af hvad filmen reelt har at byde på. Mort Rainey sættes ret hurtigt i centrum og allerede fra filmens indledning, kan man erfare hvilken type film vi her har med at gøre. Via et roligt tempo fortæller Koepp, og i særdeleshed Depp, en historie om ensomhed og bitterhed. Således er filmens udskældte klimaks for mig ikke et typisk Stephen King twist, men et relativt velfunderet højdepunkt i historien om en karakter, der langsomt drives til vanvid af sin selvvalgte afskårethed. På den måde er den nærmeste sammenligning "The Shining", som naturligvis også er baseret på en King fortælling, og ligeledes omhandler en mand der ikke kan udstå ensomheden, og det endda en langt mindre omfattende en af slagsen. Selvsagt finder jeg ikke "Secret Window" til at være i samme luftlag som Stanley Kubricks "The Shining", men ligesom sidstnævnte, mener jeg utvivlsomt at instruktionen gør ekstremt meget for "Secret Window".
Der er en bevidsthed i det æstetiske udtryk vi her præsenteres for, som gør filmen til en fornøjelse at være i selskab med. Stemningerne er med andre ord hvad der gør hele oplevelsen, og det gælder ikke alene de uhyggelige momenter. For selvom der er gyserindslag, fylder det menneskelige drama væsentlig mere i filmen. Begge dele er Depp som oftest nødt til at bære egenhændigt og det gør han absolut glimrende. Dette er den Depp det kan være svært ikke at savne når man ser Tim Burtons versionering af "Alice in Wonderland". Mort Rainey føles ikke alene som en typisk King karakter (hvilket i denne sammenhæng er en ros), men også som en fuldgyldigt menneske. Det er ikke usædvanligt for King at skrive en karakter der er i besiddelse af en form for mørke, og det bringer Koepp fornemt over til filmmediet. At Rainey endvidere har en tendens til at begrave sig i sit arbejde er også typisk King. I rollen som Raineys eks gør Maria Bello i den sammenhæng et fremragende arbejde med at kommunikere en anden side af Depps karakter til publikum. En side vi som publikum ikke nødvendigvis er villige til at tage imod da vores sympati ligger hos den nedtrådte hovedkarakter.
Til at forværre situationen træder John Turturros intimiderende skurk John Shooter ind på banen. Med sin sydstatsaccent, slagkraftige trusler og i øvrigt ganske abrupte opdukken, introduceres vi med Shooter for en karakter der har et meget klart motiv. Så skarpt er karakteren skåret, at han tilnærmelsesvist fremstår som en karikatur, hvilket på sin vis giver mening i filmens sammenhæng, og samtidig gør ham enormt underholdende. Turturro giver sammen med Timothy Huttons karakter Ted godt modspil til Depp, og det resulterer i nogle scener der strækker sig fra det skævt humoristiske til det ubehagelige. Finder jeg slutningen på filmen perfekt? Lige knap og nap. Hvad man velsagtens kan beskrive som epilogen, mener jeg fint man kunne have trimmet bort, men derudover er min oplevelse med filmen gang på gang en god en af slagsen. I min evige kamp mod opfattelsen nogle (særligt yngre) gyserfans har af at chokeffekter er lig med uhygge, er denne film et fremragende eksempel. Der holdes meget igen, og suspense samt karakteropbygning får langt mere plads end simple chokeffekter.
Lad os krydse fingre for at det ikke er fordi der gemmer sig en lille psykopat inden i mig, at jeg altid har haft en enormt stor kærlighed for "Secret Window", der i mine øjne er blevet en smule underkendt af mange kritikere. For uden at være noget decideret mesterværk, finder jeg at her er stemninger, overvejelser og dybde nok til at filmen er blandt mine Depp-favoritter.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar