Billederne herunder er taget af Søren Malmose for Fredericia Teater. Tidligere teateranmeldelser kan læses under fanen "Kulturbloggeri".
Teatret skriver selv om forestillingen: "Efter Fredericia Teaters kæmpe succes-produktioner af Disneys Aladdin: The musical, Disneys Den lille havfrue: The musical, og senest Shu·bi·dua: The musical, kommer turen nu til Disneys Klokkeren fra Notre Dame – The musical! Med noget af tegnefilmhistoriens bedste musik – og én af de bedste historier – er der lagt op til en oplevelse i særklasse, når Fredericia Teater sætter alle sejl i en helt utrolig og storslået musical-udgave."
Forestillingen er lige slut. Den sidste tone har lyt og publikum begynder at klappe. De første par statister når dårligt at bukke før publikum springer til fødderne, for at tildele et stående bifald i retning af scenen. Begejstringen vil ingen ende tage, men vi har jo allerede rejst os op. Da Mads M. Nielsen (Frollo) går på scenen, klappes der panisk endnu hårdere i hænderne, mens publikum bæver ved tanken om hvordan de dog skal lave mere larm, når Lars Mølsted (Quasimodo) om et øjeblik går på scenen. Mølsted har selv erklæret at rollen som Quasimodo er hans livs rolle og publikum lader til at være enige med ham, for da han træder frem og bukker, bliver stemningen nærmest hysterisk og folk må også have fødderne i brug, for at videreformidle deres begejstring over det Mølsted og hele holdet har præsteret. Men hvad er det publikum synes de har fået?
Jo jeg tror publikum har fået et chok. Når man ser Disney's tegnefilm "Klokkeren fra Notre Dame", har den antydninger af massivt mørke. Paris brændes ned, Quasimodo tortureres og Frollo er måske den mest ubehagelige skurk Disney har præsteret. Alt sammen kulminerer det, når Frollo synger "Et helvede af flammer". En sang der handler om seksualitet og skammen over denne. Om en hellig mands forbudte lyster og udfordringer med at kontrollere dem. Tegnefilmen gør op for disse massive og mørke øjeblikke med ikke mindre end 5 gennemgående comic relief figurer: 1 ged, 1 hest og 3 gargoyler - som for sidstnævntes vedkommende, danser, synger og fjoller sig igennem det meste af filmen, selv i de mest skæbnesvangre øjeblikke. Så når alle 5 figurer på scenen er skåret væk. Der er skruet op for seksualiteten og skammen. Når det meste af 2. akt er én lang nedtur for hovedpersonerne. Så tror jeg der er nogen der har fået et chok. Det der er med det, er bare at de samtidig er blevet rørt. Det blev jeg i hvert fald. For al Disney støjen og ramasjangen er skåret væk, uden at man har mistet kernen. Historien handler stadig om det simple spørgsmål: Hvem er et monster og hvem er en mand? Forskellen er bare at det simple spørgsmål, besvares mere nuanceret, mere virkeligt og med større tragik end Disney selv turde.
 |
| Der er skruet op for seksualiteten i "Klokkeren fra Notre Dame: The musical". |
I Disneys film er det Frollo der er monstret, det er der ikke så meget tvivl om. Han er en skurk og et ondt menneske. I Fredericia Teaters opsætning er han ikke et monster. Han er et menneske der gør onde ting. Nogle gange fordi han tror at de er gode. Andre gange fordi hans drifter, bliver for stærke og frister ham til det. Det er altså netop fordi han er menneskelig at han fejler, som han også selv konstaterer i løbet af forestillingen. Quasimodo er ikke bare blevet lidt genert af at leve i relativ isolation hele sit liv. Han er en stemmehørende mand, der er nedtrådt og i øvrigt voldsomt fysisk påvirket af sit arbejde i klokketårnet de mange år. Hørelsen er ikke for god og hans evner til at kommunikere er derfor også udfordrede. Det ændrer ikke ved at han er elskelig, men han er også skadet, på både sjæl og krop. Sigøjnerne er rent faktisk tyveknægte. Phoebus lider af PTSD og flirter i øvrigt hidsigt med enhver kvinde der kommer i nærheden af ham, for som han forklarer er han jo netop hjemvendt fra krigen, og enhver kvinde er således god nok til ham.
Og Frollos sang jeg talte om? Den der er højdepunktet i tegnefilmen og blandt det mest dystre, både visuelt og tematisk, Disney har kreeret? Den er brillant leveret her. Mads M. Nielsen synger sangen med overbevisning, ensemblet brænder (også her) igennem og det hele toppes af med et sammenspil mellem musik og teknik der er helt mesterlig og efterlod en sitren i kroppen, som varede ved, i resten af forestillingen. Publikum fortæres af de samme flammer, som Frollo selv, mens Esmeralda danser æggende i baggrunden. Indeholdt i denne ene scene er de kvaliteter, som gør hele forestillingen til sådan en fornøjelse: Ensemblet der indenfor 2 minutter fra forestillingens begyndelse, producerede toner så storslåede, dramatiske og smukke, at jeg allerede efter introduktionen, var klar til at give et stående bifald. Teknikken som Fredericia Teater med stolthed har deklareret er det mest ambitiøse de hidtil har præsteret, hvilket det er svært at være uenig i når man betragter resultatet. Samtidig er det på et plan hvor det understøtter historien og dramaet og ikke overdøver dette. Det hele spiller sammen på en måde her, som gør udtrykket "at blive blæst bagover" utilstrækkeligt. Forestillingens enorme kvaliteter overskygger da også rent de kritikpunkter jeg kunne have, såsom at kampen i Paris' gader blev for hektisk og hurtigt fortalt, samt enkelte problemer med at musik og ensemble kom til at overdøve solist. Det personlige opgør der er det centrale i forestillingens afsluttende drama, bliver modsat førnævnte kamp, afviklet på en stærk og bevægende måde, der igen løfter forestillingen og Mads M. Nielsen og Lars Mølsted brænder også her igennem, som de gør det hele forestillingen igennem.
"Klokkeren fra Notre Dame" musicalen er helstøbt på en måde, der er ulig nogle af de andre Disney-produktioner fra Fredericia Teaters hånd. Der er gjort drastiske ændringer fra filmens historie og de valg der i den sammenhæng er taget viser et mod, som Fredericia Teater længe har været garant for, ikke mindst i deres mindre forestillinger. Men ikke alene gør valgene historien bedre og mere sammenhængende i forhold til Disney's film, historien gør sig også bedre som musical. Der er sat så mange små ekstra stykker musik og tilføjede sange ind, at det giver indtryk af at denne forestilling er sit eget værk. Et værk der er stærkt aktuel i kraft af dens temaer om religion, fjendebilleder og medmenneskelighed.
Så hvad er det publikum synes de har fået? En gribende smertelig fortælling om godt og ondt, om "os og dem" tænkning, om det at være udenfor og en hel række andre spændende tematikker, som stikker uendelig meget dybere, end man har nogen ret til at forvente af en forestilling som denne? Det fik jeg i hvert fald med. I stedet for en morale, tilbyder forestillingen tanker og spørgsmål. Så når vi allesammen blev smådesperate for at lave så meget larm vi kunne, var det måske fordi tårerne lurede lige bag øjenlågene og at "Klokkeren fra Notre Dame: The musical" både havde efterladt os med knuste hjerter og løftede sind.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar