Beware of Bad Movies #9: A Little Bit of Heaven

"Beware of Bad Movies" anser jeg som værende en slags service til bloggens læsere, og en mulighed for at advare om film der er så ringe, at de ikke engang er værd at se for deres elendige kvalitets skyld. Film som "Jaws 3-D", "The Room" og The Asylums "Mega Piranha" er film der er værd at se fordi de er så dårlige at de bliver gode. Den slags film vil ikke blive nævnt her. De film der her nævnes, er meget ringe, meget kedelige og på alle måder flade oplevelser. 

En kræftdiagnose afbryder meget pludseligt Marley Corbetts (Kate Hudson) hverdag. Samtidig med at hun forsøger at komme overens med, at hun sandsynligvis er døende, forelsker hun sig i sin læge Julian (Gael García Bernal), og han forelsker sig i hende. Den stadigt mere afkræftede Marley kan ikke overskue at være forelsket, og nu er det store spørgsmål, om de to kan finde ud af det.

Historiefortælling tilbyder et stort udbud af måder. hvorpå det er muligt at manipulere en tilskuer til at føle på en bestemt måde. De bedste film gør enten så subtilt brug af disse virkemidler, at tilskueren ikke føler sig tvunget ud i en bestemt følelse; eller også fortæller de deres historie på en sådan måde, at de implicerede følelser kommer til at forekomme ægte og naturlige. Så er der film som “A Little Bit of Heaven”, som uden tilbageholdenhed gør brug af et hvert tarveligt trick i bogen til at fremprovokere en følelsesmæssig reaktion hos sit publikum. Filmen tager et alvorligt emne op og får således en vis pondus i sin indledning, ved at gribe fat om et så massivt emne som dødelig sygdom, i fortællingen skaber forventninger om en emotionel fortælling.

Det varer ikke længe, før man må indse, at filmen ikke har tænkt sig at gå i dybden med temaer, som det at komme overens med døden, men i stedet har tænkt sig at følge en alt for velkendt romantisk form og med vold og magt tvinge en kærlighedshistorie ind i billedet. Deri består filmens første problem. Filmen giver ikke publikum mange øjeblikke til at sluge nyheden om, at hovedkarakteren har kræft, før hun kaster sig i armene på sin læge, og en ny historie er i gang. Resten af filmen bliver en tvekamp mellem de to forløb, om hvilken, del der kan få mest tid, og hvad værre er, hvilken en af de to, der formår at være mest banal.

Det er på grænsen til disrespektfuldt overfor seeren, at filmen på den måde, læsser klichéer i så mange niveauer i sit narrativ og oveni konstant leverer overdrevent sentimentale øjeblikke, som fra inderst til yderst er designet til at skabe reaktioner hos publikum. Det, der er fornærmende, er, at det ikke lader til, at filmens formål er at fortælle sin hovedpersons historie men i langt højere grad virker til at være skabt som et simpelt produkt, der på kynisk vis er rettet mod nogle forskellige målgrupper. Filmen er ikke noget studie af, hvad det vil sige at skulle se døden i øjnene men er i stedet en mildest talt intetsigende opsamling af banale tanker om, hvor vigtigt det er at få afklaret diverse problemstillinger, mens tid er.


“A Little Bit of Heaven” er for filmmediet hvad Nik & Jay er for dansk musik: En popklodset formuleret masse af alt det, vi godt ved i forvejen. Filmens sukkerindsmurte syn på døden er forsimplet i en sådan grad, at man næsten må skamme sig på skabernes vegne. Det havde vitterligt været langt mere interessant, hvis man havde turde droppe den romantiske historie, som alligevel ender med at træde i baggrunden, og fokusere på at fortælle historien om den kræftramte unge kvinde og menneskerne omkring hende. Havde man dernæst været i stand til bare at give det en knivspids dybde og en smule mere indlevelse end det, man her præsenterer os for, ville skaberne muligvis have haft fat i noget.

Der er ingen grund til at lægge skjul på, at denne film er en frustrerende oplevelse. Det er meget at bede en tilskuer om at overveje døden, men det er ikke problematisk, hvis det behandles på en dybdegående, original eller blot interessant måde. Hvad denne film gør tilføjer intet interessant i sin overvejelse af døden og leverer i stedet en samling enten uinteressante eller usympatiske karakterer, som foretager sig ret fjollede ting, imens en af dem langsomt er ved at dø. Nogle vil måske opfatte filmens slutning som værende livsbekræftende, men personligt kategoriserer jeg den hellere som værende sukkerindpakket i en sådan grad, at det taler ned til tilskuerens følelsesmæssige intelligens.

Consider yourself warned!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar