Apocalypse Now

“Apocalypse Now” er historien om Kaptajn Benjamin L. Willard (Martin Sheen), der er hjemvendt fra krigen men ikke kan slå den ud af sit hoved. Således sidder han blot i sit hotelværelse og venter på den næste mission, og det varer heller ikke længe, før den lander på hans bord. Oberst Walter E. Kurtz (Marlon Brando) har under en mission i Vietnam sluppet sine opgaver og regnes for at være blevet sindssyg. Det er nu Willards opgave at tilvejebringe Kurtz, så han kan blive stillet til ansvar for sine handlinger.

Kender man blot en smule til de problematikker, der var i forbindelse med skabelsen af denne film, kan det være svært at forstå, hvorledes et sådant kaos har kunnet lede til en så fremragende film som “Apocalypse Now”. Filmen er nemlig ikke blot en fortælling om krig men også en beskrivelse af denne, og en meget psykologisk en af slagsen. Det er ikke blot vores hovedperson, der i denne film tages på en rejse men også seeren selv. Rejsen er til tider nærmest ubærlig og ofte ubehagelig, men det er hele vejen igennem nærmest umuligt at tvinge øjnene fra skærmen, selv når fortællingen bliver allermest mørk. 

Til en start er det visuelle udtryk, som Vittorio Storaros og Francis Ford Coppola får skabt i filmen, overvældende. Ikke alene er der en stor leg med lys, men man har samtidig formået at holde en fin balance mellem hård realisme og et stiliseret mørke, som langsomt får lov at få overtaget. Hvad der også varieres imellem er de tætte intime billeder og de større, for krigsfilm mere typiske, panoramabilleder af en mere voldsom karakter. Selve filmen bliver imidlertid aldrig tilnærmelsesvist typisk, og årsagen til dette ligger gemt i det faktum, at filmen altid krydrer sine billeder med atmosfære. Strøget til side er alt andet end den rå fornemmelse af at gå igennem denne oplevelse. “Enhver mand har et bristepunkt,” siges der tidligt i “Apocalypse Now”: Filmen portrætterer mennesker der står på kanten til at gå i stykker. Som den psykologiske pendant til en slasherfilm, forsvinder figurerne en efter en ud i fortabelsens mørke, men i stedet for Michael Myers eller Jason Vorhees er det deres egen psyke, der er ude efter dem. 

"Som den psykologiske pendant til en slasherfilm, forsvinder figurerne en efter en ud i fortabelsens mørke, men i stedet for Michael Myers eller Jason Vorhees er det deres egen psyke, der er ude efter dem."

Francis Ford Coppola har ikke blot medvirket som instruktør på denne film. Han har også medvirket på andre fronter, deriblandt både manuskriptet og musikken. Særligt musikken er endnu en komponent, som i den grad medvirker til at skabe den emotionalitet, som filmen besidder. Særligt i filmens sidste halvdel bliver Francis og Carmine Coppolas soundtrack mere dominerende og understøtter meget effektivt filmen, alt imens mørket tager til. Manuskriptet er løst baseret på bogen “Heart of Darkness” af Joseph Conrad. Selve manuskriptet var en kombineret indsats imellem John Milius og Francis Ford Coppola. Det, at filmens indhold aldrig kommer til at virke forceret, er en bedrift i sig selv. Grunden til dette er, at plottet i sig selv ikke er videre omfattende. Hvad der driver filmen frem er i stedet de individuelle scener. Med andre ord er det de oplevelser, vi følger Willard igennem, der holder filmens tempo.

Hvad der endvidere styrker filmen, er Martin Sheens tilstedeværelse i den. Han er, ligesom hans søn senere ville være det i “Platoon”, det filter, vi oplever historien igennem. Det, at hans karakter i lang tid blot er en betragtende part i filmen, forhindrer ikke Sheen i at understrege sine evner ganske eftertrykkeligt i denne film. Dette talent ligger såvel i de ordløse reaktioner, han ofte giver, som i de egentlig talte replikker og de enkelte scener hvor Willard for alvor får lov at udtrykke sine følelser. Filmen er i det hele taget fyldt med mindeværdige karakterer. Fra Robert Duvalls nu legendariske Oberst Løjtnant Bill Kilgore til Frederic Forrests Jay ‘Chef’ Hicks er denne film endnu et eksempel på, hvor vigtigt det er med gode karakterer. Francis Ford Coppolas “Godfather” fra 1972 er ligeledes kendetegnet ved sine karakterer og huskes netop for disse. En genganger fra netop “Godfather” er Marlon Brando. Det er umuligt at komme uden om Brandos præstation i denne film. Med Oberst Walter E. Kurtz leveres der endnu en ikonisk karakter fra Brandos hånd; denne gang i form af en mand der både er ærefrygtindgydende og uendeligt sårbar. Scenerne med Kurtz er det perfekte følelsesladede crescendo til en film, der ikke svælger i action, men søger ind i de mennesker den handler om. Værd at fremhæve er også Dennis Hopper, hvis rolle mere eller mindre blev skrevet sideløbende med optagelserne men alligevel ender med at blive en af filmens mest særprægede og mindeværdige karakterer.

Francis Ford Coppola har som instruktør nogle ganske store film på CV’et. En af de mest væsentlige af disse er “Apocalypse Now”. Holder man sig til den oprindelig biografversion, vil man ikke blive skuffet af denne tragiske fortælling om den menneskelige morals forfald og krigens mørke.