Teatret skriver selv om musicalen: "Den lille havfrue" – The Musical er oprindelig produceret af Disney Theatrical Group og har sit udspring i Disney-tegnefilmen af samme navn fra 1989. Tegnefilmen bygger igen på det klassiske H.C. Andersen-eventyr om havfruen, der længes efter at blive en del af den jordiske verden og opgiver sin smukke stemme for at finde kærligheden på land. Ligesom med Disneys "Aladdin" – The Musical har Fredericia Teater fået til opgave at forløse manuskript, iscenesættelse, scenografi, kostumer og partitur, så musicalen bliver helt sin egen. Musikken er komponeret af den mangedobbelte Oscar- og Golden Globe-vinder Alan Menken, som har skabt det musikalske univers til en perlerække af Disneys kendte og elskede filmklassikere. Teksterne er skrevet af nu afdøde Howard Ashman suppleret af Glenn Slater, og forestillingens manuskript er skrevet af Doug Wright.
Da jeg anmeldte "Aladdin: The Musical" tilbage i 2012, var det med visse forbehold. Primært synes jeg der manglede en markant skurk, som ellers i den grad er til stede i Disneys oprindelige film. Det betød en skæv dynamik, der resulterede i et poleret udtryk, hvori fantasien udeblev. Med "Den lille havfrue" var det derfor særligt skurken jeg sad og lurede efter, hvordan blev tacklet. Lykkeligvis sparker Sara Gadborg, som havheksen Ursula, al tvivl om forestillingens villighed til at blive dyster af vejen. I samspil med sine to undersåtter Bundslam og Skidtslam, bibeholder Disneys fortælling denne gang det mørke, som dramaet har brug for - og børnene sagtens kan tåle. Patrick Terndrup og Jacob Andersen indtager rollerne som de to håndlangere på fremragende vis og sender mindelser tilbage til "Young Frankenstein" og den sleske Igor. Men dynamik handler netop om forskellige stemninger, der skaber en meningsfuld sammenhæng og udover uhygge og humor (som var hvad "Aladdin" var domineret af), indeholder denne fortælling også fine følsomme øjeblikke, som får lov til at være triste eller længselsfulde, uden at der skal følges op med en stor punchline. Uden at synke ned i ensidighed, indeholder musicalen så mange aspekter, at den lever op til filmen den baserer sig på, såvel som publikums efterhånden ganske høje forventninger til Fredericia Teaters musicalproduktioner.
Bundslam og Skidtslam spillet af Patrick Terndrup og Jacob Andersen. |
Scenografien er helt afsindigt flot og ligesom i "Young Frankenstein" er der en god vekselvirkning mellem det digitale bagtæppe og rekvisitter/fysiske elementer på scenen. |
Det er nok for længe siden jeg har set "Den lille havfrue" som film. I hvert fald havde jeg glemt at historien i langt højere grad handler om far og datter, end om blomstrende kærlighed mellem Ariel og Prins Erik, hvilket er et fantastisk dejligt afbræk fra den gennemsnitlige Disney-fortælling. Fredericia Teater har forløst denne opgave på fornem vis og selvom der er liiige ved at blive smurt rigelig tykt på slutningen, har man denne gang turde lade konfrontationen med hovedskurken være mægtig og mørk, hvilket jeg sætter stor pris på. I det hele taget er det en dynamisk oplevelse at se "Den lille havfrue", som både lykkedes med humor, følelsesladethed og altså også uhygge.
5/6
Ingen kommentarer:
Send en kommentar