Love beats the demon

Ud for en diner ankommer tre mænd. Deres bil oser. De begiver sig ind på dineren og bliver mødt af jukeboxen, der spiller et gemytligt miks af rockabilly tilforladeligheder. En kvinde danser sensuelt foran. Den yngste af mændene bevæger sig, bevæbnet med en øl, hen mod kvinden og påbegynder en række grove danserutiner, som involverer øllen som fallossymbol. Først lader kvinden ikke til at genere sig ved det, men danser videre. Ved disken sidder to mænd imens og konverserer. Den ene, cowboyhat bærende, deltager i samtalen var blandt mændene der ankom i bilen, mens den anden, som er iført et par cirkelformede solbriller, har siddet der nogen tid. Cowboyhatten kommenterer på de to dansene og beskriver kvinden på en objektiviserende og nedladende måde, hvilket resulterer i en prompte respons fra manden med de markante briller: “Hendes navn er Mallory”. Cowboyhatten svarer henkastet: “Det er muligt du kalder hende Mallory, jeg kalder det fisse.” 

Dansen ved jukeboxen er blevet en smule mere tilbageholdende fra Mallorys side og det er tydeligt at hun begynder at være utilfreds med liderbassens tilstedeværelse. Pladen stopper og manden virker utilfreds. Mallory smiler og siger drillende: “Sig mig, flirter du med mig?” Hun griner og en ny plade ryger samtidig på jukeboxen. Mens bandet L7 bryder ud i deres aggressive nummer ‘Shitlist’, tager liderbassen en tår af sin øl. Mallory smadrer flasken, endnu før den første rigtige tår har ramt enden af hans tunge. Hun slår ham igen. Og igen. Nådesløst regner slagene ned over manden. Mallory klapper begejstret i sine hænder: “Hvor sexet er jeg nu!?” spørger hun triumferende. Inden nogen ved af det henlægger baren i kaos. Mickey - manden med solbrillerne - tager fat i sin sidekammerat og afliver ham med en kniv. Således dræbes hele dinerens besøgende og ansatte, pånær to. 

Mallory, der endelig er blevet færdig med liderbassen, afbryder servitricen i at flygte og Mickey skyder hende. Tilbage står en forskræmt mand. Mallory bevæger sig hen mod ham, med armene mobbende løftet til klør og siger: “Når politiet kommer, skal du fortælle dem at det var Mickey og Mallory Knox der gjorde det.” Lykkelig gentager hun deres navne og omfavner Mickey i et passioneret kys. 


Natural Born Killers (Director’s Cut) af Oliver Stone: 
Oliver Stone har beskæftiget sig med mange kontroversielle emner: JFK, Vietnam og i forlængelse af disse, vold. Her finder vi også en af de mest centrale emner for denne film. ‘Natural Born Killers’ beskæftiger sig med vold på en måde, der er stiliseret og på alle måder urealistisk. Dette står i skarp kontrast til instruktørens ‘Born on the Fourth July’, der havde konsekvenserne af vold som omdrejningspunkt og viste hvor uoprettelig en skade, en enkelt kugle kan gøre. Denne film er plastret fra væg til væg med vold, mord, blodsprøjt og foruroligende visuelle indtryk. Det har ledt til en del misforståelser i forhold til filmens indhold, for hvordan kan man lave en film der problematiserer vold og samtidig lave den ekstremt voldelig? Sagen er at Oliver Stone ikke har lavet en film der i så høj grad stiller skarpt på voldens væsen, som den gør det på de der betragter volden. Filmens tilskuere underholdes af det de ser og kommer sågar til at holde af dens antihelte, men hvorfor? Og hvorfor idoliseres massemordere? Det er altsammen berørt i Stones manuskript, som er en bidende satire på en kultur der blev og bliver slået ihjel af tomhjernet fjernsyn og ladhed. 

Det er da heller ikke så mærkeligt at filmen skabte furore. Dens stil alene vil være nok til at aftænde mange tilskuere, men igen er der en fin dobbeltsidighed i Stones værk, hvorfor fortælle en historie om en overstimuleret, forkælet generation i en stil som emulerer denne overstimulerende måde at fortælle på? For provokationens eller genkendelighedens skyld? Måske. I hvert fald kræver instruktørens valg sin tilskuers fulde opmærksomhed. I stedet for at fylde mængdevis af klip ind, blot for at gøre det, er de indsatte klip ladet med betydning. Instruktøren selv taler om arbejdet med parallel klipning, hvor filmens egentlige begivenheder krydsklippes med karakterernes perception af disse hændelser. Filmen er udover disse abrupte følelsesmæssige udbrud fyldt med baggrunde der konstant tilføjer til fortællingens subtekst. Udenfor vinduer eller på mure forekommer der pludselig billeder af krig og smerte. Filmen skifter undertiden også stil, så dele eksempelvis er fortalt som sit-com og reklamer dukker også op undervejs. Det er altsammen inkluderet for at give en fornemmelse af at filmen i sig selv er en del af den kultur den problematisere og det tilføjer atter et lag til fortællingen.

Men filmen er mere end sin stil og blandt de primære grunde til at blive engageret i filmen, er skuespillere som Juliette Lewis, Woody Harrelson, Tom Sizemore, Tommy Lee Jones, Robert Downey Jr. og mange flere. Filmen flyder over af skuespilpræstationer der er mangefacetterede, fordi de veksler mellem overspil, tilbageholdenhed og oprigtighed. Alt sammen fremstår det overlagt. For ligesom filmens stil skifter og den springer fra poesi til upolerede grovheder, til tider i samme scene, er der plads til at skuespillerne kan udforme deres karakterer med en række nuancer, som gør filmen nærværende på en anden måde end hvis den blot var satire, politisk kommentar eller hvorledes man nu vil omtale filmens øvrige indhold. Filmen byder på nogle figurer, hvis mørke er så unikt at det er svært ikke at blive nysgerrigt på hvad der ligger under. Endvidere præsenteres vi også for et persongalleri, der er sorthumoristisk og tragedien blander sig succesfuldt med komedien talrige gange undervejs. 


Oliver Stone tildeler filmen en vis forløsning og fordømmer ikke sine karakterer, men former dem således at vi som tilskuere i sidste ende går splittede fra historien. Hvem er i det hele taget ofre og hvem er skurke? Filmen er et broget skilderi og byder derfor på flere spørgsmål end svar. ‘Natural Born Killers’ er først og fremmest et stemningsfuldt sansebombardement, der kan betragtes fra mange vinkler og også er blevet det. For mit eget vedkommende er det den film jeg oftest er vendt tilbage til. Den er rig på mørke, men samtidig også på kærlighed og så er den fascinerende for både sin fortælling, sin stil og sine holdninger. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar