Kort om 'That '70s Show':
Serien er bygget op på som en typisk sit-com med ca. 25 afsnit i hver af sine 8 sæsoner. Spilletiden ligger på den sædvanlige lille halve time, som er typisk for formatet. 'That '70s Show' er feel good tv og langt hen ad vejen meget ufarligt. Referencerne til perioden er ofte gimmickprægede, men ikke desto mindre godmodige og morsomme. Seriens styrkepunkter er dets energiske cast samt dens legen med 70er psykedelia, ikoner og stemninger. Man forsøgte at følge op på succesen med 'That '80s Show', som dog kun nåede at eksistere i en enkelt sæson. Værre endnu gik det for det britiske remake 'Days Like These' der kun opnåede at få fremvist 10 af de 13 episoder der var blevet produceret. Mange af seriens skuespillere har i dag bevæget sig videre til relativ succes, det gælder ikke mindst Ashton Kutcher og Mila Kunis, som har fået succes i film som henholdsvis 'The Butterfly Effect' og 'Black Swan'. Laura Prepon medvirker i øjeblikket i den Netflix producerede serie 'Orange is the New Black', der er skabt af Jenjo Kohan, som tidligere har stået bag 'Weeds'.
Udvidet kernefamilie
Jeg vil våge den påstand at det dragende ved 'That '70s Show' oprindeligt ikke i så høj grad er hele det nostalgiske periodemæssige aspekt. Det kommer helt sikkert i spil i seriens forløb, men det er en anden type nostalgi der først fænger seeren. Den naivitet og simplicitet der hviler over Eric og Donnas forelskelse i seriens begyndelse er utrolig charmerende. De to der har kendt hinanden hele livet og begynder at udveksle mere end legende skub, er et perfekt billede på hvordan den her gruppe unge mennesker bevæger sig ind i voksenlivets mere alvorlige verden. Forholdet mellem de to er bedst i starten af serien, mens de senere sæsoner, hvor det bliver lidt mere frem og tilbage mellem dem, mens fokus bliver lidt for tungt fokuseret på deres melodrama, er en smule mere kedsommelige. Det virker serien imidlertid bevidst om idet flere af de andre figurer laver sjov med det faktum at deres kærlighedsproblemer fylder så meget og over tid udfases dette aspekt da også og fokus bringes tilbage på gruppen som helhed. Hvad der endvidere er sympatisk ved serien er den lille kernefamilie som er i centrum. Her kommer tiden måske også i spil, idet kønsrollerne er mere fastlåste end det formentlig er tilfældet i det. Ikke desto mindre er der noget trygt ved som tilskuer at blive lukket ind i Forman-huset, hvor far er den bestemte, men grundlæggende kærlige frontfigur, mens mor subtilt styrer tingene og benytter en stor del af sin tid på at være udglattende part mellem far og søn. Det er en simpel dynamik, men ikke desto mindre en velfungerende en af slagsen og Kurtwood Smith har en utrolig kemi med Topher Grace, der er oprigtigt morsom at betragte. Kitty Forman ligger heller ikke på den lade side, men er en interessant karakter i sin egen ret. Selvom hun kan virke som en simpel husmor, der kun er fokuseret på overflade, er der episoder hvor hun viser at hun er en stærk kvinde, der ingenlunde slår sig til tåls med tingenes tilstand, men også kan slå i bordet og forlange at tingene mellem hendes to mænd bliver bedre.
Seriens udvikling
Eftersom Eric ikke er alene om at være central i den løbende fortælling serien byder på, er der et ret bredt karaktergalleri at udvikle på. Hvad der lykkedes fint for stortset hele gruppen, er at skabe en forandring i karakterne over tid, uden at de mister hvad de i udgangspunktet var. Med det sagt er der utvivlsomt mange af karaktererne, hvor i hvert fald dele af deres humor er baseret på nogle faste tricks: Red har nogle faste sætninger han på kreativ vis benytter (forskellige variationer af "foot up your ass" og "dumbass"), Kitty har det med at grine nervøst når ting bliver akavede, Fez er pervers osv. Meget af det er selvfølgelig mere karaktertræk end blot et forsøg på at genbruge den samme joke igen og igen, men særligt imod de sidste sæsoner er der afsnit hvor seriens oprindelige evne til at tilføje nye aspekter oven på de velkendte rutiner, svigter en smule. Der er en kritisk periode mellem 7. og 8. sæson hvor folkene bag serien kæmper med at finde en ny form efter to af de faste medlemmer af castet forlader showet. Uanset at der er kvalitetsmæssige skift i serien, hvilket også må forventes over så relativt mange sæsoner, er det et andet fast holdepunkt der gør at man ikke udmattes af serien, det dygtige cast. Jeg har allerede nævnt Forman familien, men også Danny Masterson, Mila Kunis, Laura Prepon og resten af den lille gruppe gør det godt. Alle fremviser i seriens forløb mere sårbare sider af deres karakterer frem. Kutcher og Wilderramas karakter er formentlig de mest ensidige karakterer og selvom der også er forsøg på at udvikle dem, lykkedes det kun til dels og særligt Wilderrama fremstår ofte som repræsentant for laveste fællesnævner på den humoristiske front. Mens Kutcher er beregnet på at være dum, er Wilderrama ikke klart defineret, udover at han er pervers, glad for slik og desperat, hvilket gør ham til den mindst interessante figur i serien.
Perioden
Nu har jeg ikke selv oplevet '70erne, så min evne til at vurdere hvor virkelighedsnært et billede der her gives af perioden, er begrænset. Men der er også grænser for hvor autentisk en sit-com verden behøver at være. Men for en der ikke har oplevet perioden er der alligevel noget nostalgisk over det tidsbillede der her tegnes, særligt med de mange henvisninger til bands som undertegnede utvivlsomt har et forhold til og som det derfor er morsomt at se blive bragt i spil, særligt på den passionerede måde det her gøres på. Musik spiller en stor rolle gennem hele serien, en karakter arbejder i seriens senere sæsoner i en pladeforretning, mens Donna bliver DJ på den lokale radiostation. Der er som nævnt også mere gimmickprægede elementer af perioden. Der er selvfølgelig moden, som til tider bruges til billige grin, men der er også nogle sjove faste indslag. Eksempelvis er der "the circle", som er et ret fast element i serien, hvor en gruppe af karaktererne samles om at ryge "the stuff". Visuelt bygges disse momenter op som værende deres eget lille univers. Deraf følger nogle sekvenser hvor Eric, under påvirkning af førnævnte euforiserende stof skældes ud af sine forældre, hvilket ligeledes har et eget udtryk, med nogle psykedeliske særheder indover. Serien har også gennem hele sit forløb nogle små bumpers, nogle klip der adskiller de forskellige scener, hvor seriens karakterer danser, falder eller fjoller på anden vis, mens de er omgivet af farverige ikoner fra perioden. Der er en gennemgående instruktør på alle afsnit af serien og det fornemmes på de stilmæssige ting, som går igen og som kan for nogle af tingenes vedkommende kan forsvinde i perioder, for at blive taget i brug igen, så snart det bliver relevant for en given episode. Der er på den måde ganske stor kontinuitet i seriens forløb og det er altid rart. Den største kontinuitetsmæssige særhed er Erics søster der kommer og går fra historien. Endvidere spilles hun af to forskellige skuespillerinder, hvoraf nyligt afdøde Lisa Robin Kelly er den mest brugte og utvivlsomt også bedste til at portrættere hende.
'That '70s Show' er en charmerende serie, der hænger fint sammen og er overordentligt sympatisk ikke mindst grundet sine skuespillere og figurer. Niveauet har en tendens til at dale en smule mod slutningen af serien, men ikke desto mindre er der stadig afsnit der hiver serien tilbage til sit oprindelige niveau. Serien kombinerer når den er bedst ungdommelighed uskyldighed med voksen kynisme og finder sin humor i nogle ofte meget oprigtige karakterdynamikker. Det er ikke en ufejlbarlig serie, men på sit-com skalaen scorer den alligevel over middel for at være godt selskab.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar