Forestillingen er set i min egenskab af kulturblogger for Fredericia Teater, som har været så venlige at stille billetten til rådighed. Har man lyst til at læse mere om forestillingen kan man gå ind på Fredericia Teaters egen hjemmeside. Billederne herunder er taget af Søren Malmose. Tidligere teateranmeldelser kan læses under fanen "Kulturbloggeri".
‘Esaura’ har verdenspremiere på Fredericia Teater i disse dage. Historien udspiller sig i Fredericia i en tid præget af uroligheder og krig. Musicalen omhandler titelkarakteren, som har forelsket sig i den unge Christian. De to er adskilt af deres religiøse baggrund. Da Esaura beslutter sig for at gå imod sin fars ønske om at hun holder sig fra Christian, slår han hånden af hende og den unge kvinde starter en hård kamp for at vinde såvel sin fars anerkendelse, som Christians kærlighed.
Fredericia Teater har skabt national succes med musicals som ‘Aladdin’, som netop har gået sin sejrsgang i det københavnske. Ovenpå den populære Disney musical og den vellykkede ‘The Drowsy Chaperone’, kommer her en musical som prøver noget, der i sit udgangspunkt er interessant. For mens ‘Esaura’ er stort slået op i forhold til PR og beskæftiger sig med krigens tid, er det en enormt intim forestilling. Af samme årsag er det også i teatrets lille sal vi denne aften befinder os. Ligesom tidligere forestillinger på denne scene, er scenografien præget af minimalisme. Det forstået på den måde, at remedierne på scenen er simple, omend kreativt udnyttet, mens den øvrige atmosfære udfyldes af lys, digitale baggrundsbilleder og naturligvis ikke mindst den smukke musik John Bucchino har komponeret til Mads Æbeløes musical. Det er efterhånden blevet en vanesag at Fredericia Teaters produktioner rent teknisk er svære at sætte en finger på og det er ligeledes tilfældet med ‘Esaura’, der imidlertid har andre problemer.
Indlevelsen er stor hos stykkets skuespillere, som særligt markerer sig som dygtige sangere hele vejen rundt. |
Tragikken udebliver nemlig ikke. I Esaura og Christians forældres baggrund gemmer sig nogle sørgmodigheder, som bliver engangerende, ikke mindst i sidste del af stykket, hvor man næsten kommer til at undre sig over hvorvidt stykkets titel er passende. Esaura falder til en vis grad i baggrunden og bliver meget hurtigt en bifigur i sin egen forkromede kærlighedsfortælling. Her kommer vi så til manglen på en gennemgående tone. Efterhånden som stykket skrider frem, bliver Abraham Fournais, som har lagt navn til det litterære værk af Carl E. Simonsen, som stykket er løst baseret på, i større og større grad central. Den patriarkalske faders kamp med bitterhed, selvhad og afsavn er stykkets mest interessante aspekt, men repræsenterer også nogle voldsomme skift i stemningsmæssig tone, som er problematiske. Mens mange af dialogerne er stærkt melodramatisk romantiske, er Anders Gjellerup Kochs næsten schizophrene opgør med sig selv som hevet ud fra et andet stykke. Scenerne i sig selv er som nævnt blandt forestillingens stærkeste, men de står også i stærk kontrast til forestillingens øvrige, mere tamme, øjeblikke.
En mand indhentes af sin skam. |
2/6
Ingen kommentarer:
Send en kommentar