Cheers (Howe-æraen)

Da Diane (Shelley Long) forlod Cheers vidste både hun og Sam (Ted Danson) at hun ikke ville komme tilbage. Det efterlod barejeren i en identitetskrise. Han var ikke længere den samme kvindebedårer han havde været, nu han for alvor havde oplevet forelskelsen. I nogen tid forlod også Sam derfor baren. Nu er han vendt tilbage og er klar til at overtage styringen af baren igen. Så nemt går det ikke. I sin hast efter at rejse, solgte han baren til et stort firma, som har placeret den magtgærrige og følelsesladede Rebecca Howe (Kirstie Alley), i front for baren, som hun har forandret, til de ansattes mishag. Sam får dog nådigst tildelt et job og begynder langsomt, men sikkert, at arbejde sig frem mod at generhverve sig sin bar. 

Titelsekvensen er den samme og forbliver således gennem hele seriens forløb.

Kort om ‘Cheers’

Serien strakte sig overordnet set over 11 sæsoner. 271 episoder som har en gennemsnitlig varighed på de standardiserede ca. 22 minutter pr. afsnit. Denne anmeldelse beskæftiger sig med sæson 6 - 11 af ‘Cheers’ (på dansk kaldet ‘Sams bar’), som tager tråden op fra de foregående sæsoner, med et væsentligt skift i og med Shelley Long, som spillede Diane i de første 5 sæsoner af serien, forlod serien og efterlod rum til forandring. Det har resulteret i en imponerende række episoder der i endnu højere grad end tidligere når omkring såvel Sam og hans udfordringer, som barens øvrige klientel og deres liv, som i endnu højere grad får plads i denne omgang end tidligere. ‘Cheers’ er charmerende, lun og alligevel ikke uden kant og relevans, når den prikker til politikernes tendens til at spy varm luft eller overvejer forskellen mellem rig og fattig. En fornøjelig sit-com. Kan man ikke få nok af ‘Cheers’, er ‘Frasier’ en fremragende spin-off og har også gæsteoptrædener fra størstedelen af det primære cast fra ‘Cheers’ fordelt over sine 11 sæsoner. 

At fortsætte en klassiker

Det må have været sin udfordring at fortsætte successerien ‘Cheers’ ovenpå Shelley Longs exit fra serien. Hendes karakter Diane og Ted Dansons Sam, havde været det absolutte centrum for serien, med en typisk will they or wont they dynamik, som en meget grundlæggende fremdrift i den overordnede serie. I øvrigt kunne Dianes humanistiske og pseudo-intellektuelle tanker være en meget god kontrast til det sædvanlige slæng og deres idéer om verdens og livets gang. Det ville have været lige for at lade Rebecca overtage hvor Diane slap, men her gik forfatterne alt andet end den lette vej. Mens Shelley Longs karakter var totalt modsat den overfladiske Sam, er Kirstie Alleys neurotiske forretningskvinde mindre usammenlignelig med ham. Hun er på mange måder ligeså overfladisk, med en blødere, mere skjult side, og selvom hun indledningsvist er stærkt fokuseret på hendes karriere bliver hun som serien forløber mere og mere besat af at finde en mand. Hende og Sam har indledningsvist et forhold der indeholder Sam i konstant jagt efter hende, men over tid udvikler det sig af en uforventet sti og de to bliver mere venner end noget andet og helt modsat Diane og Sams dynamik, er der ikke nogen reel følelsesmæssig gnist mellem disse to. Seriens forfattere var indledningsvist ikke glade for Rebecca som karakter og kæmpede med at gøre hende morsom. Over tid erfarede de at det var i omfavnelsen af karakterens mere neurotiske og ekstremt følelsesladede side, humoren for alvor lå gemt. Således udvikledes hun i denne retning.  

Fra sæson 10s finale 'An Old Fashioned Wedding', hvor alt går galt, Sam får vist sin offervilje og Lilith viser nye sider
af sig selv.

Af nye stier

I det hele taget er der kommet nye boller på suppen i sæson 6 og frem. De historieforløb der strækker sig over længere tid, har større fokus på baren og det er i mindre grad romantikken der er i front, hvilket fungerer overraskende godt, fordi det bringer seriens øvrige karakterer i spil på nye måder. Episoderne bliver mindre forudsigelige og i episoder som sæson 6s 13. episode: ‘Woody for Hire, Meets Norman of the Apes’, sæson 7s 12. episode: ‘Please Mr. Postman’ og sæson 11s 3. episode: ‘The King of Beers’, er det forskellige af de øvrige karakterer der er i fokus. Woody (Woody Harrelson), Norm (George Wendt), Cliff (John Ratzenberger), Carla (Rhea Perlman) og selvfølgelig Frasier (Kelsey Grammer) og Lilith Sternin-Crane (Bebe Neuwirth), som jeg vender tilbage til, er alle blevet mere prominente i disse sæsoner og humoren vinder derved. Til trods for ‘Cheers’ gemytlige og tilsyneladende ufarlige kvaliteter, har serien fra tid til anden taget nogle væsentlige emner op. Alkoholisme, homoseksualitet og skellet mellem rig og fattig bringes eksempelvis op. Særligt sidstnævnte er tydeligt i disse senere sæsoner hvor Sams kamp for at tjene penge til at generhverve sig sin bar kommer i spil og endnu mere igennem Woodys store kærlighed Kelly Gaines (Jackie Swanson), der ligesom Woody er sympatisk omend ikke videre intelligent. Kelly er datter af en rigmand og voldsomt forkælet, men ikke synderligt bevidst om dette faktum, eller for den sags skyld at andre mennesker ikke har de samme privilegier. Det skaber nogle spændende møder mellem ‘Cheers’ klientel og rigmandsdatteren, der af flere omgange kommer til at træde de andre over tæerne. Det er ikke ‘Cheers’ hovedformål at være politisk, men der er humor og relevans i mødet mellem karakterer fra så forskellige verdener, hvilket eksempelvis kan ses i episode 10 af seriens sidste sæson: ‘Daddy’s Little Middle-Aged Girl’. 

Fra episoden 'The Norm That Came to Dinner': Et sjældent sårbart øjeblik for den distingverede Dr. Lilith Sternin-Crane.

Intellekt

Et hul der efterlades af Diane er den mere intellektuelle beskuer af begivenhedernes gang og det udfyldes i høj grad af Kelsey Grammers sympatiske psykiater Frasier Crane. Til dels er også hans kone Lillith repræsentant for logik og fornuft. Den mest markante forskel på de to er at Frasier har en større selvironi og har evnen til at være på niveau med resten af barens stamgæster. Lilith er mere distanceret. Med det sagt gives vi i nogle af seriens stærkeste episoder, som er centreret omkring Frasier og Lilith, et ret fint indblik i hendes karakter. Bebe Neuwirth gør et virkelig fornemt stykke arbejde med at vise små bidder af sårbarhed i Liliths stenhårde facade. I episode 6 og 7 af 11. sæson kommer hende og Frasiers forhold i spil og det fører til nogle af de stærkeste dramatiske øjeblikke i seriens forløb. Hvor spin-off serien ‘Frasier’, som er blandt mine absolutte favoritter indenfor genren, ikke frygtede alvor, tenderende til melodrama, er ‘Cheers’ en smule mere forsigtig, i det mindste i forløsningen af sine problematikker og selvom førnævnte episoder har nogle følelsesladede øjeblikke og fungerer fint, trækkes der lidt i land senere i forløbet, hvilket er en skam. Det samme sker da der i sæsonåbningen ‘The Little Match Girl’ lægges ud med stor dramatik, som når et meget stærkt højdepunkt, for så at blive forløst i den næste scene. Det ér svært i en sit-com at holde alvoren for længe af gangen, det er forståeligt, men det er ikke umuligt, hvilket serier som ‘Roseanne’ har bevist.

Endnu et billede fra sæson 10s finaleepisode.

Jeg forventede ikke af serien at den ville holde sit niveau fra de første par sæsoner, som jeg holdt meget af, for deres vekslen mellem alvor og godmodig humor. Ikke desto mindre lykkedes det og i sidste ende mener jeg faktisk at de senere sæsoner er de mere varierede og dynamiske af de to. Blandt seriens bedste episoder er de førnævnte Frasier & Lilith centrede episoder, samt ‘The Norm Who Came to Dinner’ (som strengt taget også har fokus på Frasier og Lilith), fra sæson 10, ‘Woody Gets an Election’ fra sæson 11 og sæsonafslutningen ‘An Old Fashioned Wedding’ (S10), som startede farce-traditionen, som i høj grad levede videre i ‘Frasier’. Seriefinalen 'One for the Road' er en rigtig fin en af slagsen. Det går i et fint tempo og seriens sidste øjeblikke lever op til den ellers enorme vægt det er at skulle afslutte et 271 episoders langt forløb.

5/6

Billeder (C): Paramount Pictures