Star-ving

Den tidligere "Married with Children" stjerne David Faustino, har skabt denne webserie med det formål at skabe et selvironisk billede af sig selv. Lidt ligesom den danske tv-serie "Klovn" forsøger "Star-ving" at skabe humor ud af sin hovedkarakters håbløse situation.

Udfra sit meget simple set-up er serien stilbevidst håndholdt og meget klodset sammensat. Der skydes massevis af tegneserieagtig og ofte overdrevet humor ind, der tydeligvis følger traditionen fra "Married with Children", som ligeledes indeholdt masser af den type humor. I "Star-ving" er den overdrevne humor dog blandet med en mere realistisk og pinlig form for humor, som også den tidligere nævnte "Klovn" blandt andet benytter sig af. Resultatet af dette er meget rodet, og hvad der skulle have været tegneserieagtigt, eller bare overdrevet, bliver ofte direkte ulækkert og dybt ubehageligt. Faktisk er dette meget beskrivende for hele serien, dybt ubehagelig. Således går der ikke mange afsnit uden at diverse kropsvæsker skal fremvises, og selvom det tydeligvis er et forsøg på at skabe råhed i seriens realisme, er der simpelthen ikke tilstrækkeligt med positive elementer til at modveje de mange ulækre indslag. De omtalte momenter tæller bl.a. Faustinos afføringsfyldte underbukser peget direkte imod linsen, i forbindelse med et af de mange selvmordsforsøg. Endvidere kan nævnes en voksenbaby der ved et uheld kommer af dage, i et af seriens første afsnit. Altsammen er det eksempler på seriens niveau, og misplacerede forsøg på at skabe kant og realisme igennem avancerede pruttejokes.



Humoren tiltaler i den grad ikke undertegnede, og til forskel for "Married with Children", som til dels havde held med at være samfundskritisk i sit udtryk, og på den måde få en smule kant, mislykkedes "Star-ving" i alt andet end at gøre David Faustino til en yderst usympatisk hovedkarakter. Serien er med sine 12 afsnit en meget kort sag, og eftersom den oprindeligt er tiltænkt netformatet, er afsnittene også ganske korte (8 - 9 minutter) i længden. Kontinuitetsmæssigt er der imidlertid ikke meget at komme efter i serien, som ikke har den store overordnede historie, men hovedsageligt fokuserer på at vise forskellige situationer som er beregnet på at morer, men ofte med deres groteske humor mislykkedes i dette forehavende. Selv når man ser bort fra at seriens humor ikke tiltaler denne anmelder, er det tilmed også svært virkelig at interessere sig for afsnittenes historier, da de ofte er så langt ude på et overdrev, at de rent falder til jorden.

Den mest fyldige karakter er David Faustino, der giver det klare indtryk, at han mere eller mindre spiller sig selv. Det er svært at vurdere hans skuespil, da dette i serien hovedsageligt består af hysteriske udbrud. Faustino fejler ikke i rollen, men er blot ret ensidig og i længden ganske intetsigende. Udover Faustino er der løbende gæstespillere af stor alsidighed. Fra "Married With Children"s øvrige cast, til Coolio, som i serien er Faustinos nabo. Mere fast er Corin Nemec i rollen som en overdreven udgave af sig selv. Han og Faustino udgør i serien et makkerpar, som til trods for udemærket kemi trækkes ned af seriens øvrige kvalitet.

Man skal ikke lade sig snyde. Familien fra "Married With Children" er kun gæstemedvirkende i et enkelt afsnit.

Det er formentlig et ringe skjult faktum at denne serie langt fra huede undertegnede, som i særdeleshed fandt serien ulækker og dybt ubehagelig. I stedet for at skabe kant, efterlades man med en ganske tom fornemmelse ovenpå serien, der ikke har megen sammenhæng, og ligeledes heller ikke besidder megen humor. Et mislykket forsøg på at skabe et billede af en falden stjerne, som ganske vidst er vidende om sin egen overdriven, men samtidig også overskrider grænser blot for at gøre det, og ikke har noget andet at efterlade sin seer med end et dybt lettelsens suk da serien endelig afsluttes. 

1/6

Ingen kommentarer:

Send en kommentar