Cheers (Diane-æraen)

Diane Chambers (Shelley Long) er forlovet, og står overfor snart at skulle giftes. Da hun og den kommende husbond kommer forbi den lille bar Cheers, er det blot tiltænkt som et kort visit. Dianes tilkomne bliver snart kaldt bort, og beder Diane vente på baren. Til den unge kvindes store overraskelse bliver hendes forlovede væk, i stedet for som lovet at komme tilbage efter hende. Det går derefter hverken værre eller bedre end at Diane ender med at få et job på baren, som køres af den tidligere baseballstjerne, og alkoholiker,  Sam Malone (Ted Danson). Efter at have fået sin karriere destrueret af alkoholen, har Malone lagt sin uvane fra sig, og serverer nu kun de alkoholiske drikke, alt imens han gør et forsøg på at skabe et andet hjem for de besøgende.



Det er muligvis et særpræget koncept at centrere en sit-com omkring en bar, og "Cheers" har igennem årene da også fået hilsner fra blandt andet "The Simpsons" der i en episode påpegede at virkelighedens barmiljø, nok er en smule anderledes end det der portrætteres i "Cheers". Det er imidlertid lykkedes seriens skabere Glen & Les Charles samt James Burrows og en række andre manuskriptforfattere og instruktører, at skabe en serie så holdbar, at den varede intet mindre end 11 sæsoner. Selvom serien er idylliseret, hvilket kan siges om de fleste sit-coms, har man heller ikke skabt en naiv serie. I kraft af at Sam, som på mange må betragtes som seriens hovedperson, er tidligere alkoholiker, og at flere af seriens karakterer er nogle lidt sære størrelse, som ikke altid portrætteres som havende et perfekt privatliv, formår serien alligevel at have tilpas meget kant til at være troværdig. Således besidder serien også en enorm charme, og det er formentlig den der endte med at betyde mest for at serien forblev på skærmen i så mange sæsoner.



En drivende kraft igennem den første periode, det vil sige de første 5 sæsoner, hvor Shelley Long besad den kvindelige hovedrolle, var den samme "vil de eller vil de ikke" dynamik, som gjorde den her på bloggen tidligere anmeldte serie "Moonlighting" så stærk. Det er ligeledes en romantisk opbygning, som er til stede i mange andre serier af den humoristisk/romantiske type, og som kan være utrolig effektiv når den er udført rigtigt - hvilket den eksempelvis er her. Forholdet imellem Sam og Diane er rigtig fint leveret, og selvom historien om de to unægteligt tager en del relativt ekstreme drejninger, bliver det for denne seer aldrig trættende, fordi det ikke bliver den eneste drivende kraft i seriens motor, men blot er en del af en helhed, som består af en ret omfattende mængde karakterer, som alle gives plads i løbet af serien. Udover humoren, som naturligvis er central, og rangerer fra det platte til det mere raffinerede, er det i høj grad også de stille momenter der gør serien til en flot helhed i denne anmelders øjne. For selvom serien går langt med sine karakterer, og i nogen grad karikerer dem, bruges tiden over sæsoner også til at udvide personlighederne, og gøre dem mere helstøbte. Samtidig virker det heller ikke som om karaktererne eksisterer i kraft af de jokes forfatterne skriver, men snarere omvendt. Det er helt centralt at humoren og de enkelte afsnits historier udspringer fra karaktererne, og det er i høj grad tilfældet i "Cheers".

Fra seriens 2. afsnit kaldet "Coach's Daughter" - Allyce Beasley ses her i tæt omfavnelse med Nicholas Colasanto, de to spiller far og datter i afsnittet.
Ted Danson er en mand der har været vidt omkring i sine humoristiske roller, og selvom han benyttede 11 år på "Cheers", har han blandt andet også medvirket i den oversete sit-com "Becker", og leverer i øjeblikket en fremragende præstation i HBOs "Bored to Death". I "Cheers" er hans rolle på mange måder både simpel, og kompliceret. For den ungdommelige playboy er ikke just nogen original karakter, ej heller særlig interessant i sig selv, men når det kombineres med Ted Dansons stærke evne til at skabe sympati for sin karakter, og et tidligere misbrug, samt en karriere der blev afbrudt for tidligt, er karakteren pludselig ikke længere så simpel. Hans bevæggrunde for at sidde fast i playboy livsstilen synes at være en hungren efter ungdom, en ungdom han måske har mistet i alkoholens tåger. Til at provokere Sams levestil dukker Diane så op, spillet af Shelley Long, og gør med sin semi-intellektuelle tilgang til livet, forvirringen komplet for stakkels Sam. Shelley Long spiller ret fremragende som den storsnudede, men også tryghedssøgende og følsomme Diane. Igen arbejdes der på modsætninger, så naturligvis er der også en modsætning til Diane, og det er karakteren Carla Tortelli (spillet af Rhea Perlman) som er ligeså rapkæftet som hun er hårdhudet. Med et utal af børn får man allerede igennem de første 5 sæsoner indtryk af at Carla i den grad kæmper for at holde skindet på næsen, og for at give sine børn den samme hårdhudede og temperamentsfulde tilgang til livet, som hun selv sværger til. Nicholas Colasanto spiller Sams gamle træner Coach i seriens første par sæsoner, men døde desværre under skabelsen af serien. Hans karakter er utrolig sympatisk, og i en af seriens første afsnit er han med til at etablere seriens fine evne til at veksle imellem humor og pathos, i en scene hvori han taler med sin datter, som i øvrigt er spillet af Allyce Beasley, der havde rollen som Agnes DiPesto i "Moonlighting". John Ratzenberger og George Wendt skal også nævnes kort, da de med to vidt forskellige, men begge meget excentriske karakterer, leverer et venskab ulig noget andet på tv. Til en afslutning må naturligvis nævnes Kelsey Grammer og Bebe Neuwirth, hvis karakterer Frasier og Lillith blev introduceret i "Cheers".

Fra episoden "I Do and Adieu" der er en af mine favoritter, og samtidig er sidste episode i seriens 5. sæson.
Det er først og fremmest hyggen der er central for "Cheers". Der er virkelig en fornemmelse af at også seeren lærer karaktererne så godt at kende at de føler sig hjemme i "Cheers" universet. At serien derfra aldrig går i stå, og bliver ved at udvide sine karakterer, og samtidig bibeholde kernen af det oprindelige koncept, er en ret fornem målsætning at have nået. Serien har, i hvert fald i denne første periode, ikke mange svage momenter, og underholder samtidig med at emotion også får plads, uden at det bliver repetitivt eller belærende. Dette første historieforløb, med Diane som det kvindelige centrum, afsluttes meget fornemt, og den endelige episode hvori karakteren medvirker (før 11. sæsons finale) er både rørende og kreativt udført.

5/6  

Ingen kommentarer:

Send en kommentar