John Carpenter’s ‘The Thing’ er en film om et væsen der på grusomste vis afliver andre organismer for at kopiere deres fysiske fremtoning og finde vej ind i deres fællesskaber. Det bliver med andre ord svært at vide hvem der er til at stole på og hvem der ikke er det. Væsnet kan være hvem som helst, så hvordan vil det være muligt for en gruppe polarforskere at kende ven fra fjende når deres base infiltreres?
John Carpenter var ikke færdig med at skabe klassiske horrorfilm, efter han i 1978 udsendte en af de mest anmelderroste slasherfilm, i form af ‘Halloween’. I 1982 var han igen klar med en film der skulle udvikle sig til en af skrækfilmenes mere velkendte indslag i form af ‘The Thing’. Denne gang krydrer Carpenter sin flair for stemningsfuld uhygge med den talentfulde effektmager Rob Bottins evner for at skabe ubehagelige og blodige praktiske visuelle effekter. Filmen repræsenterer i øvrigt første gang Carpenter var bakket op af et større filmstudie. Så meget desto større var ærgrelsen over det faktum at filmen, ved sin oprindelige udgivelse, hverken faldt i anmeldere eller publikums smag, hvilket forårsagede at den var et enormt flop i biograferne. I forhold til publikum, kan udgivelsen af Steven Spielbergs ‘E.T. the Extra-Terrestrial’ kun få uger før nærværende film, have spillet en rolle. Over tid fandt filmen sig dog et publikum og endda et ret ekstensivt et af slagsen og anmelderne har ligeledes vendt sig til at være mere positive omkring filmen. Det har formentligt været en stor lettelse for Carpenter der i retrospekt har erklæret denne film som værende sin favorit blandt egne værker. Selvom amerikanske Sci-fi channels (nu Syfy) planlagte miniserie, der skulle fortsætte originalens historie, aldrig blev til virkelighed, findes der både tegneserier der forsøger at fortsætte historien om MacReady, et spil og en prequel.
‘The Thing’ som den ser ud i 2011-versionen, får jeg nok aldrig set. Det af den ganske simple grund at jeg ikke ønsker at få spoleret noget af den mystik som er en del af hvad der gør den oprindelige film så brilliant. I modsætning til eksempelvis ‘Halloween’, er det ikke Carpenter selv der har lavet musikken til ‘The Thing’. Til dét blev legendariske Ennio Morricone udvalgt og det var et yderst fornuftigt valg. Ganske i tråd med Carpenter’s arbejde som komponist er det med nedtonede bassede toner filmen drives frem og det er et af de elementer, der bedst hjælper førnævnte mystik på vej. Den lurende, klaustrofobiske tone der hviler over hele filmen stammer blandt andet herfra. Når man tager i betragtning hvor omfattende blodsudgydelser filmen byder på, er det en smule overraskende at den formår at bibeholde sin dunkle tone. Det sker igennem nogle særdeleshed syrede og forvredne effektdesigns og fordi monstret ikke har nogen konstant form, da det ligger i dens natur at den er omskiftelig, er der ubegrænsede muligheder for at chokere publikum. Ikke desto vælger Carpenter gang på gang atmosfære frem for chokeffekter og selvom man på ingen måde kan tale om at der holdes igen i filmens splattermomenter, er det opbygningen til disse udbrud der for alvor giver filmen (og effekterne) vægt. En tendens som i øvrigt er meget lig en anden af Morricones samarbejdspartnere: Sergio Leone.
Filmens forlæg er det ikke første gang er blevet bearbejdet og Carpenter sender endog en kærlig hilsen til ‘The Thing from Another World’, hvis instruktør Christian Nyby senere åbent udtalte at han ikke brød sig om Carpenters version. Hvad der gør Carpenters værk til helt sit eget, er imidlertid ikke i så høj grad præmissen, brillant som den er, men afviklingen heraf. Det er som nævnt spændingsopbygningen der er filmens allerførste force, naturligvis kombineret med de oprigtigt forskrækkende og ubehagelige billeder der bydes på. Skuespillernes arbejde i at kommunikere udviklingen fra roligt hverdagsliv til panikramt kaos på den lille arbejdsstation er heller ikke at kimse af. Med Kurt Russells rolige, men også kapable MacReady i front, er den lille gruppe af forskere yderst sympatiske ganske hurtigt. Frygt er ligeså stor en kunst at fremføre som så meget andet og særligt hvis man samtidig skal bibevare en karakter og for MacReadys vedkommende, den beslutsomhed og karakterstyrke han besidder. Det hverv udfører Russell til perfektion, hvilket ikke er så lidt vigtigt, når man i en sådan grad som i denne film, konstant bringer selv de mest sympatiske og uskyldigt synende karakterers alliancer i spil.
Det er ikke så sært at mange biografgængere og anmeldere havde det svært med John Carpenters tungsindige, dunkle og makabre værk, men er man ikke bange for at tage en ganske voldsom grafisk, men også ekstremt underholdende fortælling, der udover en forsamling stærkt sympatiske karakterer også besidder ekstrem stor atmosfære fra første øjeblik sydpolens is toner frem på skærmen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar