At stole på den man elsker

(C) Daniel Norris

Blue Valentine af Derek Cianfrance:
Ægteparret Dean (Ryan Gosling) og Cindy (Michelle Williams) er kommet til det punkt, hvor familielivet er blevet en stadig kamp. Henover en weekend flygter de fra hverdagen for at forsøge at redde ægteskabet. I bagspejlet kan de se hvad der engang fik dem til at blive lidenskabeligt forelskede og det der gjorde at ingen forhindringer var uoverstigelige.
(- Resume fra BDlive.dk)

Usædvanlige teknikker og uheldige omstændigheder var der rigeligt af i skabelsen af ‘Blue Valentine’. Ikke alene måtte man forsinke filmen i respekt for Michelle Williams der i januar 2008 mistede sin samlever og faderen til sin datter Matilda: Heath Ledger. I stedet for at vælge en anden skuespillerinde valgte man at udskyde optagelserne. De alternative teknikker kom til udtryk i skuespillernes forberedelser. Flashbacksekvenserne blev filmet først hvorpå der fulgte en måned hvor de to hovedroller fik lov at bo sammen og opbygge deres indbyrdes forhold. Instruktøren valgte endvidere at smide filmens manuskript til side, i hvert fald i forhold til replikker, som han i stedet mente skulle være improviserede, hvilket filmens mandlige hovedrolle havde det fint med, mens Williams var en smule mere tilbageholdende. Improvisation endte ikke desto mindre med at være en stor del af den endelige proces. Da instruktørens 12 år lange arbejde på filmen endeligt afsluttedes, var der blot en enkelt kamp tilbage, og det var for filmens R-rating der var et resultat af en længere kamp med MPAA, der oprindeligt ønskede at give filmen en NC-17 rating, hvilket virkede en smule markant.

Derek Cianfrances film om et ægteskab i opløsning er en hjerteskærende filmoplevelse, fordi den med stærk og nærværende romantik sætter sin kærlighedstragedie i relief og giver seeren en knivskarp fornemmelse, for hvad parret i filmens centrum kæmper for at holde fast i, selvom deres forhold er på vej mod afgrunden. Vi ved hvordan de mødtes, hvordan forelskelsen spirede og vi oplever først og fremmest hvordan det falder fra hinanden. Hvad der ligger ind imellem de to poler er ikke svært selv at udfylde. Der har været masser af glæde, det lader Cianfrance der ikke være tvivl om, men de uopfyldte drømme og den tyngende hverdag, har den forelskelse der ellers fremstod så stærk, ikke kunnet bære. Måden fortiden males på er enormt virkningsfuld og kemien mellem Williams og Gosling er ufravigelige, de klæder ganske enkelt hinanden ekstremt godt. Der er imidlertid ikke malet med en for lyserød pensel. Der gives ikke så få glimt af de tos problematiske baggrunde, deres brister og ikke mindst deres bekymringer. Deres håb er dog større end alt det andet og det er formentlig hvad der er den største forskel i sammenligningen med scenerne der tager sted i nutiden, hvor ægteskabet er tæt på at falde sammen.

Mens flashbacksegmenterne bød på romantik med kun en antydning af bekymringer, der langt overskyggedes af hvor glade parret var for hinanden, er det et gråt og intetsigende udtryk der dominerer i den nutidige del. De to prøver stadig, men livet er konstant i vejen og kampen er over tid blevet mere for deres fælles barns skyld, end for deres egen. I nogle længere sekvenser der udspiller sig i et motelrum med fremtidstema, giver de to mennesker ægteskabet en sidste chance. Måske fordi jeg selv er af det køn, er det særligt nemt at relatere sig til Dean, der er den mest udadvendte af de to, hvilket dog ikke gør ham mindre destruktiv, hverken for sig selv eller for ægteskabet, og som i kraft af sin personlighed er den mest åbenmundede omkring sine følelser. Han holder krampagtigt fast om fortiden og føler sig konstant afvist af Cindy, der har sin egen kamp. Scenerne i motellet er blandt filmens stærkeste momenter og markere det sidste stop før detouren for alvor tager fart. Kulminationen af fortællingen er uundgåelig, men også ekstremt stærkt fortalt og ganske mesterligt viger filmen uden om at blive patetisk, ved i høj grad at lade seeren føle situationerne. Det gør sig i særdeleshed gældende for slutningen, som er filmet ganske simpelt og ikke tvinger os tæt på situationen på billedsiden, men i stedet nøgternt lader seeren betragte begivenhederne gå sin gang.

Derek Cianfrance portrætterer i sin film en situation, der er ligeså hjerteskærende at overvære, som den er nærværende. Det er en film om den flygtige forelskelse, der nemt bliver til afsky eller ærgrelse. Om det moderne menneske og om hvordan det der kan synes som et øjebliks uopmærksomhed, kan betyde forskellen på kærlighedens genoplivning og forfald. Et fremragende og smerteligt stykke film.