Forlæns er baglæns

:éoN rapsaG fa elbisrevérrI
Der er unægteligt meget mørke i Noés film og for nogle seere vil det utvivlsomt forekomme unødvendigt og nytteløst sort. Men det er sandsynligvis ikke et problem for instruktøren, der har lavet en film der ikke har behov for at vise et lys for enden af tunnelen, men har et eksistensgrundlag grundet sin dygtige bagmands intense filmhåndværk, som er svært at sætte spørgsmålstegn ved.

Roger Ebert begynder sin anmeldelse af ‘Irréversible’ med at konstatere at det er: “en film så voldelig og ondskabsfuld at de fleste mennesker vil finde den for grusom til at se til ende.” Deri har han sikkert ret. Ligesom det kan være et mysterie hvorfor mennesker udsætter sig selv for ekstreme horrorfilm, kan det også være svært at forstå det fascinerende ved Noés film, fordi den, når kort genfortalt, reelt bare er en sammensætning af ubehageligheder. Hvad der holdt mig fangen og placerede filmen her på listen, er den hypnotiserende kvalitet manden skaber med sin særegne fornemmelse for fortællerytme og hans vilje til at strække mediet til dets mest kvalmefremkaldende, fuldstændig uden frygt for at skræmme seer bort. Med andre ord er det ikke bare fortællingen der er fortalt uden forbehold, Noé er ganske enkelt kompromisløs som filmkunstner, og det gør hans film til en udfordrende oplevelse, som er svær at glemme. Billederne sidder ganske enkelt fast i hovedet på seeren, hvilket i høj grad skyldes det ubehag der fremprovokeres af instruktørens stil. Uanset om det er et konstant roterende kamera, der kun glimtvist afslører en af filmens mest voldelige scener, eller om det er den stærkt omtalte voldtægtsscene, der er i et enkelt take og i sig selv er ret simpelt, ekkoer stemninger Noé fremkalder hos seeren, længe efter filmens afslutning.  

Man kan synes hvad man vil om en filmskaber, hvis eneste pointe reelt er at verden er et forfærdeligt og ubehageligt sted, der er befolket af en stor del logik forladte individer der før eller siden må udleve deres destruktive tendenser, det er egentlig ikke så væsentligt for hvorvidt filmen er dygtigt lavet eller ej - og det er den. Noé beviser med ‘Irréversible’ at det kan lade sig gøre at skabe kunst ud af grimhed, og selvom han naturligvis har visuel skønhed med imod slutningen af filmen, virker den omvendte fremvisning af filmen, ganske bevidst, til at gøre disse tragiske og hjerteskærende fordi seeren er bevidst om hvad der følger efter. Instruktøren formår simpelthen at provokere sit publikum ud i et sådant ubehag at det er svært at blive lettet, selv når de mere fredelige og letbenede sekvenser indtræder, hvilket må siges at være en stor ting at opnå for enhver kunstner. Den bedste sammenligning jeg kan komme på, ikke i forhold til stemning eller indhold, men i forhold til indtryk, er Lars Von Triers ‘Antichrist’, der ligeledes formår at efterlade sin seer lammet, længe før de eksplicitte visuelle greb bliver taget i brug. Man kan selvfølgelig sige at Noé helt modsat starter med et sanseligt angreb, men han viser i langt højere grad ubehaget gennem sin stil end de egentlige billeder. Der er enkelte ekstreme billeder, men det er den overordnet kaotiske og klaustrofobisk beskidte fornemmelse der gør de mest voldsomme sekvenser i filmen så stærke.

Manuskriptet til ‘Irréversible’ er blot tre sider langt i sin oprindelige form og al dialogen er således improviseret. Hvad der langt fra er tilfældigt, er til gengæld de tydeligvist meget gennemarbejdede sekvenser, der ofte er enten komplicerede kamerature, eller helt modsat meget simple one-takes der forstærkes i deres ubehag, netop grundet det faktum at de får lov at være langvarige og giver seeren en fornemmelse af at have svært ved at slippe væk. Netop slippe væk kan man selvfølgelig altid, hvis man vælger at forlade filmen, som nogle kilder siger op imod 200 af de 2400 tilskuere til filmens Cannes premiere valgte at gøre det. Den første halve time af filmen er forsynet med en lavfrekvent lyd, som kun ubevidst vil blive opfanget af publikum, men som er beregnet på at fremprovokere kvalme og ubehag. Det er også det allersidste billede i filmen, som er et stroboskopisk angreb på sanserne, der genopvækker der topper filmens ubehagelige stemning af, før vi får slutteksten. I en senere film af instruktøren, ‘Enter the Void’, bruger han et lignende trick hvor han viser en stor mængde sexscener (på en ganske uerotisk måde), før han ligeledes afslutter med en meget slående brug af ord, i dette tilfælde filmens titel, der strategisk deles op for at kommunikere instruktørens nihilistiske pointe.

Gaspar Noés anden spillefilm er fortalt baglæns og starter således med en række scener, der hver for sig er traumatiserende i deres ubehagelighed og arbejder sig derefter frem imod enkelte momenter af lykke i filmens slutning (historiens begyndelse), hvorefter der sluttes af med en enkelt sætning, der slår Noé fast som en af de mest hensynsløse filmskabere i mands minde.