Edges savner kant

Forestillingen er set i min egenskab af kulturblogger for Fredericia Teater, som har været så venlige at stille billetten til rådighed. Har man lyst til at læse mere om forestillingen kan man gå ind på Fredericia Teaters egen hjemmeside. Billederne herunder er taget af fotograf Søren Malmose.

I den nytilbyggede lille sal der plejede at huse Fredericias biograf, men nu er blevet tilknyttet teatret, blev en ganske betragtelig folkemængde igen i aften placeret. Her mødtes man af den lidt overraskende information at mobiltelefonen til en forandring ikke skal være slukket under forestillingen. Tværtimod opfordredes man til - via facebook - at skrive beskeder til stykkets karakterer, som hver især var oprettet her. Således blev tilskuerne allerede her introduceret for de ret fyldige storskærmselementer forestillingen byder på. Nogle ville måske kalde disse elementer for interaktive, men personligt fandt jeg at der efter åbningen var meget lidt interaktivitet over det (da forestillingen ikke senere tager publikum med ind i fortællingen). Hvad der er indlysende omkring forestillingen, er at der på den positive side er en høj grad af professionalisme at finde omkring selve udførslen. Musikerne leverer upåklageligt underlæg til de mange sange, som er meget konventionelt konstrueret, men ikke desto mindre stadig relativt fængende. Sangerne er ligeledes enormt dygtige, og det fornemmes særligt gennem de fires fælles stærke klang. Dermed var denne tilskuers favoritøjeblikke utvivlsomt musikalske. Det var eksempelvis fornøjeligt at se guitaristen med på scenen, og ligeledes var jeg indtaget af Thomas Jensens solonummer, som involverer stykkets bedste brug af storskærmen (et maleri der langsomt konstrueres).

Stykkets største force er utvivlsomt det energiske cast.

Med det sagt er jeg langt fra så himmelråbende begejstret, som andre anmeldere har været det. For under den solide udførsel, gemmer sig desværre ikke særlig meget. Stykket mangler for undertegnede en rød tråd til at give sangene sammenhæng. Sangene selv har allerede været fremhævet som fængende, men mere er de heller ikke. Der mangler dybde og kontinuitet, og fordi disse ting ikke er til stede, bliver oplevelsen mere koncert end musical, og det er i min bog et minus når man nu engang har med en form at gøre, som bør fortælle en historie. Der opbygges ikke i tilstrækkelig grad noget univers hvori stykket foregår. En minimalistiske sceneudsmykning , hvor kun enkelte rekvisitter tages i brug til at skabe omgivelserne, behøver ikke at være ensbetydende med mangel på univers, men det bliver det her. Det resulterer i at man mangler kontekst for karaktererne situation, og i hvert fald for mit vedkommende, får så meget desto sværere ved at engagere sig i dem. Tilføj dertil at sangene, fragmenterede som de indholdsmæssigt er, ikke tilføjer karaktererne nogen dybde, og man lander med en ret tynd oplevelse. Til trods for at skuespillerne er dygtige, er det nemlig hovedsageligt deres sangtalenter der kommer i spil. Skuespillet får aldrig rigtig lov at bevæge sig udover den tonemæssigt lettere ende af skalaen, hvilket musicalgenren bestemt ikke behøver at holde sig til. Massevis af musicals beskæftiger sig med kantede og mere storladne problemstillinger, hvilket er et element jeg gerne havde set "Edges" lade sig inspirere mere af. Mere storladenhed havde måske givet større engagement fra undertegnedes side, men det er naturligvis bare gisninger. Hvad der er sikkert, er at her manglede noget interaktion mellem karaktererne, og særligt savnedes der enten sange eller dialog, der kunne bringe de forhold, vi skal sympatisere med til overfladen.

En af stykkets mest aggressive momenter er fremført af den dygtige Bjørg Gamst.

Stykkets budskab ender med at være enormt simpelt. Fortællingen om at være sig selv, og om kærlighedens væsentlighed, er en vi har hørt enormt mange gange før, og når den behandles så overfladisk som her, bliver der ikke føjet nogle nye aspekter til. Det er specielt ærgerligt fordi stykket indledningsvis åbner andre interessante emner op. Der er overvejelser om identitet og samfundets fokus på overflade, som aldrig følges til dørs, men blot viftes til side med et banalt motto om at være sig selv. Det kan som sådan være en fin nok morale, men når den bankes så eftertrykkeligt på plads i tilskuerens bevidsthed som den gør her, bliver det for meget. Hvad der er endnu værre er at pointen ikke kommer til at fremstå synderligt dybtfølt, men blot som en nem løsning, helt modsat musicalen "Rocky Horror Picture Show", som langt mere fornemt kombinerer det syrede med det kantede, og samtidig har masser af humor og en lignende, men mere ærligt leveret pointe. Det såkaldt interaktive aspekt af stykket følges desværre heller aldrig til dørs. For selvom der henvises til både facebook, iPhones og andre moderne sager, bliver det aldrig kædet sammen med fortællingen. Har man ønsket at fortælle en historie om en teknikbesat, eller overfladisk ungdomsovergang, der glemmer at være nærværende i den uendelige mængde af statusopdateringer og tweets falder dette aspekt helt til jorden. Det gør at hele det tekniske aspekt ender mere som en gimmick end noget andet, og det er ærgerligt. I den forbindelse undredes jeg også en smule over det lidt simplistiske look man har valgt til storskærmsgrafikkerne, som helt modsat de apple produkter der konstant refereres til, fremstod æstetisk kluntede.

Stykkets centrale firkløver bestående af (fra venstre): Lars Mølsted, Thomas Jensen, Maria Skuladottir og Bjørg Gamst.

Det er ironisk hvor lidt kant "Edges" besidder. Kan man nyde stykket for dets energiske cast og fængende popmelodier, er det bestemt noget "Edges" er leveringsdygtig i. Er det ikke hvad man leder efter, er "Edges" desværre ikke stykket at vende sig mod. Hver gang stykkets sange nærmer sig en form for dybde eller følelsesmæssig tilstedeværelse, springer den tilbage til det ufravigelige omkvæd, som er en af årsagerne til at stykket i sidste ende bliver mere forglemmelig popkoncert, end mindeværdig musical for denne tilskuer.

2/6