Den om kongen der vender tilbage

Alternativt til denne anmeldelse, kan min BDlive
anmeldelse af blu-ray bokssættet læses ved at
klikke her.

The Return of the King (Extended Edition) af Peter Jackson:
Mens Mordors mørke breder sig, afsløres Aragorns (Viggo Mortensen) skæbne: Han er den arving, der skal redde verden fra den altfortærende ondskab. Aragorn får støtte fra Gandalf (Ian McKellen), der på mirakuløs vis er tilbage, mere kampberedt end nogensinde. Merry (Dominic Monaghan) og Pippin (Billy Boyd) får - på hver deres måde - lov at vise sig som ægte helte. Sam (Sean Astin) er sendt bort af Frodo (Elijah Wood), der stoler mere på Smeagol (Andy Serkis), men Sam vender om, kun for at finde sin herre i ubehageligt selskab med kæmpeedderkoppen Shelob.
(- Resume fra Kino.dk)

Det er nok ikke overraskende at denne film har fundet vej til min liste. Hvad "Star Wars" har været for mange filmelskere, var Peter Jacksons filmserie for mig. For til trods for min allerede erklærede forkærlighed for Lucas' berømte serie af film, knytter sig i hel ekstrem grad nostalgi til filmene om "Ringenes Herre". De to første film oplevede jeg ikke i biografen, men i stedet i deres forlængede udgaver på DVD. De smukke DVD-bokssæts var nogle af de første af sin slags til at finde vej til min samling, og jeg var fuldstændig blæst væk, ikke alene af filmene, men også af den rejse ekstramaterialet tog mig med på bag scenerne. Så da tiden endelig kom til at den tredje og afsluttende film i serien skulle lande i biografen, var jeg spændt som et barn der venter på juleaften. Min forkærlighed for filmen har således meget at gøre med at filmene har ramt mig på det rigtige tidspunkt, og at jeg er blevet medrevet af hele oplevelsen i en sådan grad, at det aldrig helt har givet slip igen. Da tredje kapitel endelig landede så jeg den ikke bare én, men to gange i biffen (og jeg var halvvejs på vej til tredje omgang). Noget som på det tidspunkt var helt vildt for mig. Den overvældelse biografversionen af denne film tilbød mig, og den enorme indlevelse jeg havde i rejsen, og i karakterernes skæbner, gjorde at det til dags dato er en af de allerstærkeste biografoplevelser jeg har haft.

Med det etableret forstår man måske hvorledes det kan synes en smule svært at angribe filmen sort på hvidt. For hvordan beskriver man egentlig den oplevelse jeg til stadighed har når jeg ser filmen? En oplevelse som vel at mærke ikke er en intellektuel en af slagsen, men i høj grad en følelsesmæssig rejse. Filmene om "Ringenes Herre" indeholder så mange elementer at det er svært at dekonstruere den, hvilket en anmeldelse i høj grad kræver. Skal man finde et udgangspunkt for min fascination med det univers Peter Jackson har opbygget i alle sine film, kan man blot sætte filmens soundtrack på. I Howard Shores musikalske landskab, ligger i høj grad også nøglen til min opslugthed gemt. Den tredje films soundtrack alene strækker sig fra det majestætisk storladne over det sårbare og til det grusomme. Det samme kan naturligvis siges om hele filmserien, men ikke mindst den tredje film. En oplagt sekvens at tage fat i, er dén hvor Gandalf og Pippin betragter Minas Morgul fra Minas Tirith, da der pludselig står en søjle af lys fra det dystre bygningsværk. Hvad jeg prøver at eksemplificere ved at henlede læsers opmærksomhed på denne scene, er med hvor stor effektivitet filmen er i stand til at springe mellem en stilfærdig personsekvens og et enormt mørke. Selvom historien i bund og grund blot er en klassisk fortælling om det gode mod det onde, indgyder den stemningsmæssige diversitet, og det skiftende fokus til en enorm indlevelse. Heri er det muligvis at min magiske oplevelse med filmen - eller filmene - gemmer sig.

Det er generelt set svært for mig at skille de tre film ad. Særligt når det er de forlængede udgaver der er tale om, virker fortællingen utrolig helstøbt, hvilket er hvad der hæver den over de fleste andre franchises for mit vedkommende. Ser man bort fra at denne tredje film har nogle små irritationsmomenter i sin lidt vel lange afslutning, har jeg meget svært ved at sætte fingeren på nogen fejltrin i filmene. Selv CGI-elementerne synes at fungere, og selvom etterens Gollum godt kunne trænge til en mindre update, er der i denne tredje film ret godt styr på det, og særligt de store kampsekvenser fungerer i min oplevelse fortrinligt. Jeg er sjældent tidligere blevet rørt af kampsekvenser, men når hærene stormer i krig i denne film, er jeg emotionelt engageret hver eneste gang jeg oplever filmen. Hvad der er mindst ligeså væsentligt, er at efterspillet fungerer, og selvom jeg som sagt gerne havde set den famøse "sengescene" fjernet, er der rigtig mange af de afsluttende elementer, som rent faktisk fungerer udmærket, og jeg har aldrig haft oplevelsen af at filmen har "flere slutninger". Mit problem er snarere at jeg har været så engageret i så lang tid da vi nærmer os filmens afsluttende momenter, at jeg har svært ved at skulle igennem atter en følelsesmæssig rutsjetur. Ikke desto mindre anser jeg disse ting for småfejl, og ikke noget der kan afholde mig fra at gense filmene mange gange endnu.

Rækken af fremragende skuespillere der har optrådt i de tre "Ringenes Herre" film er enorm. Jeg fristes til blot at skrive en enorm liste af navne, da en stor del af den taler for sig selv. Folk som Ian McKellen, Christopher Lee og Ian Holm er alle anerkendte på den ene eller anden led, og kan velsagtens kaldes legender i hver deres ret. At overveje at Elijah Wood startede på serien som blot 18-årig, og virkelig har slået sit navn fast igennem disse film, er imponerende. Drengen der nemt kunne være forsvundet ud i glemslen med andre ungdomsstjerner, har virkelig formået at bruge sine evner i nogle fornuftige projekter, også efter succesen fra denne franchise ikke rakte længere. Hvad der i nærværende film imponerer mig, er den rejse Wood tager sin karakter på, og den langsomme udvikling han oplever over de tre film. Hvad der i den forbindelse er skarpest, er det faktum at karaktererne ikke stoppe med at være interessant, selv i sine mest junkielignende øjeblikke. En stor del af æren for at Frodo ikke bliver en ligegyldig karakter over tid, er Sean Astins spil som Sam. Ikke alene er Sam en trofast følgesvend, men han står også op imod Frodo af flere omgange, uden dog at gøre dette med andet end dennes bedste i sinde. Jeg vil ikke gå hele listen af store navne igennem, men nævnes må også David Wenhams Faramir, den undertrykte søn, og Bernard Hills Theoden, som altid har fremstået for mig som en af seriens mest tragiske figure, for det han må gå igennem, og ofre i kampen mod det onde.

Det er et eller andet sted det nemme valg at tage denne tredje ombæring. Det er her de to foregående films opbygning afvikles, og at både action, karaktererne og universet strækkes til dets absolut yderst. Filmen er imidlertid ikke på listen fordi den er noget nemt valg, men snarere fordi alle de tidligere elementer engagerede mig i en grad som få andre fantasyfilm har formået det, og det er også årsagen til filmen nok altid vil have en plads ret højt på denne liste.